Besøg på vingården Altesino
Man kan ikke sige Montalcino uden i samme nu at sige Brunello. Den lille middelalderby i det sydlige Toscana er i dag tæt forbundet med produktionen af Brunello di Montalcino, der regnes for en af Italiens bedste rødvine. Brunello di Montalcino blev ”opfundet” i 1870’erne af Ferruccio Biondi-Santi, en lokal adelsmand der ønskede at lave en ny og anderledes vin. Den traditionelle toscanske vin var på dette tidspunkt en frisk, sprudlende sag, der skulle drikkes inden for samme år, som den var lavet. Men Ferruccio, som elskede fransk vin, ville lave en tungere vin, der skulle lagre lang tid på træfade og derefter have et langt liv. Det må siges at være lykkedes: Nogle af de første flasker han lavede i 1880’erne kan drikkes med velbehag den dag i dag!
![]()
![]() Den slags Brunello laver man nu ganske vist ikke længere, og selvom vinen stadig laves 100% på klonen sangiovese grosso, og skønt den stadig lagrer lang tid på træfade (2-5 år alt efter type, årgang og producentens stil), så må man nu om stunder indstille sig på, at de fleste vine skal drikkes inden for 10-15 år fra høsten, og de fleste kan med stor fornøjelse drikkes kort tid efter, de bliver frigivet. I mange årtier forblev Brunello en italiensk hemmelighed, der ikke var kendt uden for landets grænser. Først for få årtier siden begynder det internationale publikum at få øjnene op for vinens fremragende kvalitet. Indtil dette tidspunkt er der også kun en håndfuld gårde, der laver vinen, og vi skal helt op til 1970’erne og 80'erne, før der for alvor begynder at komme mange producenter. I dag er der omkring 200 gårde, som laver Brunello di Montalcino, og af disse tapper 141 selv på flaske. Nogle af gårdene har kun en eller to hektar, og den største besidder 150 hektar. Brunello er blevet dyr og eftertragtet, efter at alverdens vinelskere har opdaget den, og man finder ikke længere en god flaske i butikkerne til under 150 kr., selv ikke i Italien. Hvis vi ser bort fra et supermarkeds eventuelle slagtilbud, kan man være sikker på, at billigere Brunello er dårlig Brunello! For Brunello er nemlig ikke bare Brunello. Der er gode gårde og dårlige gårde, og mange vineksperter hævder, at der ikke eksisterer mere end maksimalt 40-50 producenter, som laver en Brunello, der er ryet og pengene værd. Andre vil måske mene, at der er lidt flere, men ligegyldigt hvordan man gør det op, så befinder Altesino sig i eliten. Palazzo Altesi, der stammer fra begyndelsen af 1500-tallet, blev i 1960’erne købt af en milanesisk forretningsmand som en slags sommerresidens, men snart begyndte man at lave vin her, og alt andet ville da også være en skam, når man tænker på vinmarkernes høje potentiale. Udover Brunello og Rosso di Montalcino laver man også vine på cabernet sauvignon, merlot og trebbiano, således at gården i dag på sine 27 hektar vinmarker laver ni typer vin, en vinsanto, grappa og brandy. ![]()
![]() Under ledelse af den dygtige vinmager Pietro Rivella er det gennem det sidste tiår lykkedes Altesino at slå sit navn fast som en af de bedste gårde omkring Montalcino, og de internationale udmærkelser er det ikke skortet på. På det sidste har det indflydelsesrige Wine Spectator eksempelvis kåret Italiens 50 mest spændende vine, og her kom Altesinos enkeltmarksvin Brunello di Montalcino Montosoli på en fornem andenplads efter en af piemontesiske Gajas ubetalelige vine. Denne vin blev for øvrigt af samme blad tildelt hele 98 point ud af 100 mulige i årgang 1997 og er dermed kåret som en af årets bedste Brunello i den bedste årgang nogensinde. Siden har det ikke skortet på gode årgange, og især 1999, 2001 og 2004 kan fremhæves. Oveni alt dette skal lægges skønheden: Altesino ligger prægtigt på en bakke i den nordligste del af Brunello-zonen, og vinen lagres i de gamle maleriske bygninger, og ikke som så mange andre steder i moderne fabriksbygninger eller noget, der minder om en science fiction-film. Besøg hos Altesino kan bestilles på deres hjemmeside: http://www.altesino.it/en/visita.php Der er mulighed for at købe vin, grappa, brandy og olivenolie direkte fra ”stalddøren” til fordelagtige priser. Kørselsvejledning: Når man kører fra Siena mod Montalcino, skal man kort efter Buonconvento dreje til højre ad vejen mod Montalcino (fortsætter man ligeud, kommer man til San Quirico, Montepulciano og tilsidst til Rom). Efter et par kilometer ad den snoede landevej, skal man dreje til venstre og køre 3-4 kilometer ad en lille grusvej. Der er skilte mod Palazzo Altesi hele vejen.
For yderligere oplysninger: info@in-italia.dk
|