Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Skabt til krig, brugt til motion

Lucca er i mange henseender en usædvanlig by. Du opdager det allerede, før du træder ind i den, for ingen anden italiensk by af denne størrelse har stadig intakte forsvarsmure. Luccas befæstningsmure er imponerende: Den over 4 km store cirkel går tilbage til 1600-tallet, og den brydes kun få steder af de gamle porte. I dag bruges voldene som rekreativt område, så folk promenerer, løber og cykler her i skyggen af de slanke popler, der flankerer grusvejen hele turen rundt.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Jeg er så glad for min cykel

Når vi nu er ved cyklerne, så udgør indbyggernes forhold til dette transportmiddel også et kapitel i deres enestående natur. I størstedelen af Italien betragtes cyklen som et motionsredskab, som trækkes frem i weekenden, hvor mænd i alle aldre pruster rundt på landevejene i spraglet tøj. Det gør de bestemt også i Lucca, men for lokalbefolkningen er den også det naturlige daglige transportmiddel. Du møder således forholdsvis få biler og knallerter i Luccas centrum, men masser af cyklister i alle aldre. Konsekvenserne af dette for sikkerheden, luftens kvalitet og støjniveauet behøver vist ingen forklaring.

Stilfulde omgivelser og velhavende indbyggere

Der er også tale om en særdeles rig by, hvilket du tydeligt fornemmer, når du går en tur på de centrale indkøbsgader. De lækreste tøjbutikker ligger her side om side, og befolkningen er da også udpræget velklædt og elegant. Butikkerne og caféerne i byen harmonerer med indbyggernes stil, og du skal uden for Toscana til Piemonte for at finde så mange smukke og stemningsfulde caféer, hvoraf flere har en historie, der går tilbage til 1800-tallet. Også hvad angår spisesteder kan byen byde på en række spændende muligheder, og selv raffinerede restauranter som Giglio og Buca di Sant'Antonio har forbavsende moderate priser i forhold til byer som Siena og Firenze. Onde tunger hævder, at dette skyldes lucchesernes berygtede nærighed... og det er nok ikke helt forkert.

Opera for alle pengene

Kulturelt set er Lucca ligeledes mange besøg værd. Du får aldrig lov til at glemme, at Giacomo Puccini blev født, opvoksede og tog sine første musikalske skridt her i byen. Plakater og postkort med reproduktioner af operaplakater findes overalt, og i mesterens fødehus findes et lille museum over hans liv og værk. Hvis du er heldig, kan man opleve en af hans operaer i byens prægtige operahus, Teatro del Giglio, som gennem årtierne har set mange af de største sangere, og hvis atmosfære er uforlignelig. Priserne er særdeles rimelige, og opsætningerne er som regel gode, men beklageligvis er der kun få af dem hvert år.

Puccini under åben himmel

Hvis du holder af opera, skal du ikke snyde dig selv for en aften på Puccini-festivalen ved søen Massaciuccoli, der ligger 18 km fra Lucca. Her ved søen boede Puccini størstedelen af sit liv, og få uger før sin død i 1924 skrev han til sin ven Giovacchino Forzano, at han godt kunne tænke sig at se en af sine operaer opført langs søens bredder. Dette opnåede han aldrig, men blot seks år senere opførte man for første gang La Bohème foran Puccinis villa.
I dag er det en årlig tilbagevendende begivenhed, og mellem slutningen af juli og anden halvdel af august finder omkring 15 opførsler sted. Der er som oftest fire forskellige operaer, primært Puccini, men pudsigt nok kan et værk af Mascagni, Leoncavallo eller Bizet også finde vej hertil. Her kommer de lokale selv i deres bedste tøj, og hvor man i Verona ofte kan få fornemmelsen af at være til fodboldkamp, er stemningen her langt nærmere standarden ved en normal italiensk operaforestilling.

Ikke kun opera

Lucca byder også på mange andre musikoplevelser. Det kulminerer hvert år med sommerfestivalen Lucca Summer Festival, hvor byens pladser er hjemsted for koncerter med store internationale navne. Det startede i 1998 med Bob Dylan, og siden da har spændvidden været imponerende: Oasis, Ray Charles, Thirty Seconds to Mars, Eric Clapton, Gossip, Elton John, Sigur Ros, Simply Red, Liza Minelli, The Killers, Burt Baccherach osv. osv.

 
 

Anbefalinger til dig

Terrazza Puccini

Lucca, Toscana

Antica Taverna Casagrande

Figline Valdarno, Toscana

Terrazza degli Artisti

Lucca, Toscana

Populært i Toscana

Ristoro del Cavaliere

Piazza al Serchio

Hotel Villa Casagrande

Figline Valdarno

search map