Canyoning i Garfagnana

I Garfagnana betyder vandløb smukke vandfald, der brusende kaster sig ned over klippesiderne; løber i bunden af to klippevægge (en canyon), der næsten lukker sig over en som en grotte; eller glider majestætisk ned over en klippeoverflade, der med tiden er blevet delvist udhulet og skarpe hjørner afrundet, således at strømmen og klippefladen fungerer som en rutsjebane.

Vandring, ridning, cykling, skiløb, golfspil og kanosejlads er velkendte aktivitetsformer i en storslået natur, og er da også blandt de hyppigste former for udendørsaktiviteter i Garfagnana i det nordlige Toscana.

Prøv kræfter med naturen

Men nu har vovehalsene og de frejdige fået endnu en mulighed for at prøve kræfter med Guds smukke natur med Canyoning - og det har ikke noget med kanoer at gøre, ordet lægger sig nemlig op ad det engelske ord Canyon. På italiensk kaldes denne sportsgren torrentismo og kommer sig af ordet for vandløb/strøm. Det går i al sin enkelthed ud på at rappelle, klatre og glide gennem vandløb iført våddragt og med klatreudstyr som hjælpemiddel. Det kræver ingen ekstraordinære egenskaber ud i klatring eller deslige, men man skal have vovemod og lyst … til at blive våd. Ellers er det både for høje, lave, tykke og tynde.

En leg i smukke omgivelser

I Garfagnana betyder vandløb smukke vandfald, der brusende kaster sig ned over klippesiderne; løber i bunden af to klippevægge (en canyon), der næsten lukker sig over en som en grotte; eller glider majestætisk ned over en klippeoverflade, der med tiden er blevet delvist udhulet og skarpe hjørner afrundet, således at strømmen og klippefladen fungerer som en rutsjebane. Det er med andre ord leg i usædvanligt smukke og naturlige omgivelser. Og stederne man helst skal besøge i Garfagnana, og som er kendte på verdensplan, er Marmitte dei Giganti og Orrido Botri. Her støder man på landskabsmæssige fænomener, hvor det ofte er vandløbene i dalene, der er arkitekterne bag de ubeskrivelige landskabsformer som canyons, slugter og de såkaldte jættegryder.

For begyndere

Garfagnana venter med andre ord med en uforglemmelig oplevelse for den, som tør. For begyndere er Forra dell’Ania og Rio Selvano begge oplagte steder at starte sit canyoning-eventyr, og man vil hjembringe uforglemmelige minder om de naturlige rutsjebaner.

Kontakt en arrangør

Da Canyoing ikke er en individuel sportsgren, men foregår i grupper, anbefaler vi at kontakte en arrangør på stedet, eksempelvis denne:
http://www.mareemontiadventure.com/sito/it/catalogo/catalogo.php?opencat=00%20Torrentismo%20-%20Canyoning