Firenze er hovedstaden i
Toscana. Byen har været et kulturelt centrum siden den tidlige Middelalder. Boccaccio, Dante, Giotto, Leonardo, Michelangelo, Botticelli, Brunelleschi ... fra Middelalderen til Renaissancen ser vi, at en meget stor del af den vestlige verdens mest fremtrædende kunstnere, videnskabsfolk og arkitekter stammer fra eller er blevet udlært i Firenze, der i de dage var et økonomisk og kulturelt centrum, som hele Europa refererede til.
Byen bærer endnu præg af atmosfæren og de arkitektoniske vidundere fra fordums tider. Dog flokkes de mange turister fra hele verden i gaderne i dag, og det kan ofte føles svært at finde de "ægte" florentinere. Hvis man rejser til
Toscana bør man, før eller siden, besøge Firenze: Ponte Vecchio, Palazzo Vecchio, Piazza della Signoria, Uffizierne, kirkerne Santa Maria Novella og Santa Croce, Palazzo Pitti med dets udstillinger, domkirken med Brunelleschis kuppel og Giottos klokketårn.... Man behøver ikke at kunne navnene på de mange arkitekter, ingeniører, malere, stenhugger etc. for at blive overvældet af Firenze kunstværker.
Men tag ikke fejl: Firenze er den dag i dag et kulturelt centrum! Fra landet omkring Firenze kommer Roberto Benigni samt en hel flok skuespillere, instruktører, forfattere og sangere, som er berømte i Italien (og i mindre udstrækning resten af verden). Firenze hører til ”det røde bælte” i Italien. Under den kolde krig var Italien meget splittet mellem venstre- og højrefløjstilhængere. Stort set hele
Toscana og
Emilia var karakteriseret ved et kommunistisk standpunkt (over 60 procent). Der blev derfor sat mest fokus på de sociale aspekter af samfundet, udvikling af et offentligt transportsystem, sygehusvæsen og sociale netværk, der er blevet rost af selv amerikanske videnskabsmænd, og som har været model for mange udviklingsprojekter. Men det var også i disse år, hvor Italien oplevede størst vækst, og hvor alt var muligt.
I dag oplever man Firenze som en veludviklet by, som har sine problemer, men som ikke svulmer i cement, da det offentlige system valgte, at lade befolkningen fra landsbyerne blive dér i stedet for at skabe en metropol omkredset af et øde landskab.
Man oplever, at mange mennesker, der alligevel flyttede tættere på industrikvartererne, vender tilbage til de gamle bondehuse, som ét efter ét bliver restaureret, og de gamle landsbyers liv er ved at genopstå som det var, før Italien blev et industriland.
Byens befolkning er venlig og ironisk, præget af den toscanske kultur og ånd. Florentinerne er generelt stolte af deres by og historie - og mon ikke de har gode grunde til at være det. Hvis man forstår italiensk, er dialekten her (som oprindelig lagde grund til det nuværende italienske sprog) noget af det mest fascinerende med dets stumme c’er og t’er og den meget bløde klang.
Fodbold blev oprindeligt ”opfundet” i Firenze. Florentinerne spillede fodbold selv under belejringer. Det lignede dog mere en slåskamp (eller rugby om man vil) end rigtig fodbold; intet var forbudt, bare bolden kom i mål! Den type fodboldkamp kan stadigvæk ses i begyndelsen af sommeren hvert år. Til dem, der ikke kan komme til Firenze i den periode og som elsker fodbold, kan vi anbefale en fodboldkamp i den italienske serie A, hvor det lokale fodboldhold Fiorentina spiller.
Firenze kan nås med fly (Firenze Peretola eller Galileo Galilei lufthavn i
Pisa), med tog (hovedbanegården hedder Firenze Santa Maria Novella og ligger midt i det historiske centrum). Vi anbefaler ikke, at man kører i bil ind til byen, da Firenze er en af de mest trafikerede byer i Italien. Kommunen gør alt for at få folk til at parkere bilen uden for byen, så forvent derfor en labyrint af ensrettede veje, kørselsforbud etc., hvis I alligevel vælger at tage bilen med. De offentlige transportmidler er udmærkede og kommer mange steder, hvor privatbilister må give fortabt. Og så koster en busbillet for øvrigt ikke mere end det halve af, hvad den gør herhjemme. Vær opmærksom på, at billetter så at sige altid skal købes i barer,
Tabacchi og lignende, mens de generelt aldrig sælges på selve bussen.
