Den gode mad i Toscana

 
Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0

Henter indhold

Der er mange gode grunde til at tage til Toscana: det billedskønne landskab, de maleriske små og store byer, de næsten uudtømmelige kulturelle tilbud, og så er der naturligvis mad og vin.

Det er ikke uden årsag, at der er skrevet så mange kogebøger netop om det toscanske køkken, hvis enkelhed både forbløffer og begejstrer. Vi kan næsten sige, at det afspejler mentaliteten i Toscana: ligefremt, enkelt og fuldt af nydelse. Du fornemmer snart, at køkkenet er et autentisk udtryk for en bondekultur, hvor de lokale råvarer står i centrum. Det er fascinerende, i hvor høj grad traditionen præger maden i Toscana, og hvor lidt fremmede retter har vundet indpas. Hvide bønner spiller stadig en central rolle, og det typiske usaltede brød bruges på et utal af måder i madlavningen, ligesom de lokales tænder løber i vand over noget så specielt cavolo nero (palmekål). Og restauranter med andre nationers køkken er yderst sjældne, ja helt og holdent ikke eksisterende uden for storbyerne.

Det er faktisk svært at spise dårligt i Toscana (medmindre du da falder for en af de værste turistfælder i Firenze eller nær Det Skæve Tårn i Pisa), og det største problem er som oftest valget, både mellem restauranterne og mellem retterne, når du først har sat dig ned. Og så taler vi slet ikke om, hvor svært det kan være at vælge vin, for Toscana fremstiller jo noget af verdens bedste vin. Sand nydelse kræver fordybelse, hvilket jo kan være et problem, hvis du er i bil, og derfor kan vi på det varmeste anbefale, at du bor et sted, hvor man spiser (og drikker) godt.

Gennem mange års rejser og længerevarende ophold i Toscana har vi spist utallige gange på flere restauranter, end vi kan huske (og drukket mere vin, end vi tør tænke på). På den baggrund præsenterer vi her med stolthed et lille udvalg af steder, hvor du kan bo, og hvor maden er særlig god, selv efter toscanske forhold. Vi har naturligvis mange, mange flere forslag, og du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre mere.

Albergo Quattro Gigli: Det er svært at skjule begejstringen over dette hotel, som på alle måder inkarnerer Toscana. Skulle vi vælge ét sted, som repræsenterede alt det bedste ved Toscana, så ville det blive Albergo Quattro Gigli.

Her kan du nyde et velmøbleret og stemningsfuldt hotel beliggende i en overset middelalderby midt i Toscana, og så serverer de pragtfuld mad i flotte lokaler. Læg dertil elskværdighed, en glimrende vinkælder og en smuk udsigt fra den intime have, og så er vi der næsten. Her er for øvrigt også mulighed for at deltage i madlavningskuser.

Hotel Sovestro: Små tyve minutters gang fra San Gimignano ligger Hotel Sovestro med udsigt over vinmarkerne. Det startede for mange år siden som restaurant og pizzeria, så kom der også værelser til, så satsede man mere på den ægte toscanske mad og afskaffede pizzaerne, så... For at gøre en lang historie kort, så er Hotel Sovestro den gode historie om konstant fremgang og forbedring. Tre generationer af familien Failli arbejder næsten i døgndrift, selv Alfredo fra årgang 1920 serverer hver dag i restauranten! Så godt som hvert år ser forbedringer af kvaliteten på hotellet.

Restauranten står for vellavet toscansk mad, som nok er traditionel, men ikke mere end at der er plads til raffinementer og fornyelse. Vi er nogle, der jævnligt kommer tilbage blot for at spise den mest ydmyge hovedret på kortet: kyllingebryst i vinsanto med druer - det er billigt, men fantastisk lækkert! Hvis du har en sød tand, skal du bestemt også prøve kagen med fyld af varm chokoladesauce og vanillecreme. Og meget meget mere.

Agriturismo il Castagnolino: Hvis du holder af de små intime steder, god mad og søde værter, vil du hurtigt falde pladask for Agriturismo il Castagnolino. Det gamle bondehus er i dag hjem for Marta og hendes mand Ivano, for ikke at forglemme deres hund Sara og deres kat Eva. Men huset er lidt for stort til dem, så de har også indretttet seks smagfulde værelser.

Rundt om huset har de en lille produktion af safran, oliventræer og diverse aromatiske urter. Alt dette bruges i stort omfang i den dejlige mad, som de hver aften serverer for den lille håndfuld gæster enten i det flotte fællesrum eller ude på terrassen. Det er imponerende, hvordan de kan variere retterne fra aften til aften, og hvor godt det hele uden undtagelse smager. Hvis man kunne spise så godt og hyggeligt i Danmark og slippe med at betale tre gange så meget, var vi nogle, der gik mere ud. Men det kan bare ikke lade sig gøre.

Agriturismo Montalbino: Toscana er kendt for sit smukke landskab, men udsigten fra Agriturismo Montalbino kan alligevel imponere. Den maleriske klynge huse rummer i dag en række lejligheder, der udlejes på ugebasis, men her er også stadig landbrugsvirksomhed, hvor Anna og Marco laver vin og olivenolie.

I skoven tæt på gården har de et opdræt af cinta senese, den typiske gamle toscanske griserace, der lever på en måde som gør vores hjemlige idéer om fritgående dyr til skamme: De går ikke bare rundt på en mark, men har adskillige hektarer skov at rende rundt og more sig på. Kødet er yderst velsmagende, og hvis du er så heldig at smage de to år gamle skinke på gårdens lille restaurant La Lombricaia, får du en oplevelse for livet. Den næsten smelter på tungen. Det er for øvrigt imponerende, hvor mange retter der er på kortet på den lille restaurant, for slet ikke at tale om, hvor godt de smager, og hvor smuk udsigten er fra terrassen.

Tenuta di Pieve a Celle: Misundelse er som bekendt en grim egenskab, som man skal vare sig for, men det kan være svært ikke at føle et lille stik af den, når jeg besøger Fiorenza og Cesara på Tenuta di Pieve a Celle uden for Pistoia. Så megen god smag og så meget mentalt overskud samlet hos to mennesker ville være hårdt at acceptere, hvis de ikke var så sympatiske. Det kan stadig overraske os, at det ikke er dyrere at bo og spise her, for det er virkelig langt mere værd.

Vi befinder os på en bed & breakfast af en kvalitet, der leder tankerne hen på Relais & Châteaux, hvor familien selv står for det hele. Fiorenzas kogekunst er udpræget toscansk og baseret på de gode lokale råvarer, men det fornemmes, at hun ofte finder inspiration på restauranter i den tunge prisklasse. Såvel kvaliteten af maden som dens præsentation ligger derfor et godt stykke over, hvad man kan forvente sig til prisen. En sidste lille bemærkning, der siger meget om indstillingen til gæsterne: Fiorenza noterer nøje, hvad hun serverer de forskellige aftener, således at gæsterne ikke får det samme serveret, hvis (eller skal vi sige "når"?) de kommer igen.

Villa di Capovento: Langt ude i skoven lå et lille hus...Nuvel så langt er vi ikke ude i skoven, der er faktisk kun tre kilometer ind til Castellina in Chianti, og huset er da heller ikke mindre, end der er plads til Daniela og Daniele, seks lækre værelser og en stor spisestue. Det er for resten slående, hvor meget Villa di Capovento minder om Tenuta di Pieve a Celle på næsten alle områder. Hvem der ville løbe af med sejren, hvis Daniela og Fiorenza konkurrerede på madlavningen, er svært at sige, og mens Cesare har en fin samling moderne kunst, så maler Daniele selv i sit atelier.

Også her er maden toscansk, på samme tid traditionel og raffineret, og den bærer præg af de gode lokale råvarer, der ofte kommer fra familiens egen produktion. Deres olivenolie er således fremragende, og haven bugner af de skønneste krydderurter. Daniela tilbyder også madlavningskurser, men vi garanterer ikke for, at du kommer blot tilnærmelsesvis nær hendes niveau.

 
 

Populært i Toscana

Borgo Magliano

Magliano in Toscana

Hotel Alta La Vista

Marina di Castagneto C.

search map