Ferie i Tennosøen
Den mindre kendte lille sø, Tennosøen, ligger lidt nordvest for Gardasøen og er den sjettestørste sø i Trentino-området med et areal på 2,5 km². Denne turkisgrønne sø er ideel at bade i og er omkranset af skov, der giver et romantisk sceneri. Alt efter årstid og temperatur ændrer søen farve fra grøn til turkis. Dens karakteristiske runde facon er kommet efter et jordskred i det 14. århundrede fra bjerget Monte Misone. Jordskredet lukkede af for floden Ri´Sec og dannede derved Tennosøen. Søens dybde varierer meget fra sted til sted og går helt ned til 160 meter. Søen rummer også to øer. Den største af dem har et areal på 3000 m² og er fredet i den forstand, at fauna og flora frit får lov at udvikle sig uden menneskelig indgriben. Den anden ø ligger under vandoverfladen og kommer kun til syne, når vandstanden er lav nok. Øen kaldes ”Isola dell´86”, da det netop var i år 1986, at den første gang kom til syne.
![]() ![]() Herfra er der kort afstand til Gardasøen, hvor nærmeste by er Riva del Garda blot 11 km væk. Søen hører under Tenno kommune og by, som den også har sit navn efter. Byen ligger lidt syd for søen nord for Gardasøen med en helt fantastisk panoramisk udsigt. Det er en mindre by med få restauranter, men i de nærliggende byer ved Gardasøen finder man mange flere. Tenno er også kendt for sit slot Castello di Tenno, som er fra det 12. århundrede.
For yderligere oplysninger: info@in-italia.dk
|