Guidede ture og udflugter i Sydtyrol

Book udflugter og guidede ture i Sydtyrol her

Nu har du mulighed for at booke udflugter og guidede ture med professionelle og certificerede turledere med stor know-how og lokalerfaring. Søg blandt mange forskellige udflugter i Sydtyrol herunder.

Klik her for at søge

Udflugter og guidede ture i Sydtyrol udbydes af Viator 

Oplev naturen på cykel 

Sydtyrol/Alto-Adige er det perfekte sted at holde ferie, hvis du elsker at befinde dig midt i en vild, smuk og storslået natur. Bjerge, dale og skove indbyder til såvel vandre- som cykelferie. Og skal det være lidt anderledes, har du også mulighed for at udforske Sydtyrols bemærkelsesværdige landskaber fra hesteryg! Skal du lidt længere ud i landskabet, er guidede bilture også en oplagt måde at indtage dette smukke hjørne af Italien. 

En af de mest populære måder at opleve de majestætiske Dolomitter er ved at følge de mange cykelruter, der byder på både slående smukke panoramaudsigter, motion, frisk luft og sjove minder. En af de smukkeste ruter - som samtidig er overskuelig og egner sig til familier på udflugt - starter i Canazei og går igennem den skovrige og naturskønne Fassa-dal. Når du er igennem Fassa-dalen, kommer du til Val di Fiemme, som er et imponerende syn med sine åbne vidder. Her har du mulighed for at prøve kræfter med rafting; blot en ud af de mange underholdende, udendørs sportsgrene, som naturen i Sydtyrol lægger op til. Ruten slutter i Molina di Fiemme; en charmerende og autentisk, lille bjergby. En dag tilbragt på denne måde giver dig fornemmelsen af at få det optimale ud af din ferie i Sydtyrol - alt sammen med Dolomitterne som storslået baggrundstæppe. 

Der er mange forskellige måder, hvorpå du kan holde cykelferie i Sydtyrol. Du kan nøjes med en enkelt dag på cykel, du kan tage cyklen hver dag, eller du kan følge længere ruter, hvor du kommer dybt ind i Dolomitterne og overnatter undervejs. Det er stort set kun dig selv, der sætter grænsen, for Sydtyrols fantastiske og varierede landskaber - lige fra krævende bjergpas til blide, grønne dale fyldt med vinranker - er en drøm for enhver cyklist og lægger op til uendelige udfordringer og fornøjelser.

Viators guidede ture i samarbejde med Escapeaway giver dig sikkerhed for, at du altid får det bedste med, sammen med masser af interessant information om de områder, landskaber, byer og naturfænomener, du støder på undervejs. 

Vandreture i Sydtyrol

Mange rejser til Sydtyrol for at vandre, og der er ikke noget at sige til, at denne måde at udforske sit rejsemål på bliver mere og mere populær: Når du vandrer, kommer du helt tæt på landskabet og seværdighederne på din vej; du oplever det hele i et tempo, der er naturligt for krop og sind, og skulle du blive træt i benene… Ja, det opdager du knap nok, når du vandrer i Dolomitterne, for skønheden omkring dig trænger sig på i en grad, så det er svært at fokusere på andet.

Et meget populært vandremål i Sydtyrol er “Tre Cime”; de tre særprægede og dragende klippetoppe, som nok mere end noget andet symboliserer Dolomitterne. Det er en helt speciel oplevelse at se dem i virkeligheden, selvom du måske synes, du kender dem ud og ind fra billeder. På ferien i Sydtyrol har du mulighed for at bestille mange forskellige, guidede vandreture i små grupper, hvor Tre Cime er en del af oplevelsen. En af turene følger en rute, der går fra regionshovedstaden Bolzano, og varer ca. 3 timer. Den overskuelige længde på ruten (ca. 5 km.) gør den ideel for familier, samtidig med, at du oplever nogle af de smukkeste steder i bjergregionen på nært hold. 

Ferie i Sydtyrol byder også på vinsmagning

Vinproduktion har en lang tradition bag sig i Sydtyrol, og har fundet sted siden førromersk tid. På grund af den unikke historie og beliggenheden i de sydlige Alper og Dolomitter, dyrkes der mange druer i regionen, som stort set ikke findes i andre dele af Italien. Dette gælder for eksempel Müller-Thurgau, Schivia, Lagrein, Sylvaner og Riesling. Som navnene antyder, er Sydtyrol også hvad produktionen af vin angår stærkt påvirket af den nære tilknytning til Østrig. 

Hvis du vil forkæle dine smagsløg med slutresultaterne af de dejlige druer, og samtidig vide mere om vinene i denne del af Italien, kan du med fordel tage på en guidet vinsmagningstur. Eksempelvis har du med Viator i samarbejde med Escapeaway mulighed for at besøge vingården Tenuta San Leonardo, som en af de vigtigste og mest berømte vingårde i Italien. Den har eksisteret siden år 1724, og et besøg her giver dig et unikt indblik i ikke alene gårdens interessante historie, men også i nogle af hemmelighederne bag den måde, de skønne, lokale dråber fremstilles på. Den gamle klosterhave og vinkældrene på gården er naturligvis en del af oplevelsen. Du kan glæde dig til både at blive oplyst og lade dine smagsløg gå på vandring i de helt specielle smagsnuancer, der kendetegner vinene fra denne enestående bjergregion højt mod nord.

Gør rejsen til Sydtyrol komplet med en bytur til Bolzanos historiske centrum

Hovedstaden i Sydtyrol/Alto-Adige hedder Bolzano. I befolkningstal kan den selvfølgelig på ingen måde måle sig de største byer i Italien, men den er alligevel rig på historiske skatte og charmerende arkitektur. Her - som i resten af Sydtyrol - møder den nordeuropæiske måde at leve på livsstilen fra Middelhavsområdet, og det er fascinerende, hvordan de to er smeltet harmonisk sammen igennem århundrederne. Bolzano er i dag en raffineret, moderne storby, hvor stemningen er kendt for at være let og munter, og som alle byer i Italien holder den stolt på sine festivals-traditioner: Du kan naturligvis opleve julemarkeder, hvis du besøger Bolzano op til jul, en blomsterfestival om foråret, en jazzfestival om sommeren, og om efteråret kan du blandt andet smage på de lokale gårdes veltilberedte kastanjer, årets nye vine og andre specialiteter knyttet til årstiden, som området er berømt for. Det nævnte er kun en lille del af, hvad Bolzano har at byde på, afhængigt af, i løbet af hvilken sæson, du vælger at holde ferie i Sydtyrol. 

Et besøg i byen, der også er kendt som "Porten til Dolomitterne", giver dig uden tvivl lyst til at gå ture i det charmerende, historiske centrum. Det er kendetegnet af sine smalle gader og arkitektoniske perler, af hvilke nogle stammer helt tilbage fra Middelalderen. En guidet tur gennem centrum vil berige dig med både ny viden og uventede oplevelser. Hvis du er interesseret i kunst, vil du elske Runkelstein-slottet, hvor du kan se en stor samling af gamle, interessante freskoer. Slottet er en af regionens største kulturelle attraktioner, på grund af dets strategiske beliggenhed og fascinerende repræsentation af den middelalderlige historie. 

>> Læs mere om udflugter