Le Grotte di Nettuno er et herligt udflugtsmål, der ligger ca. 24 km udenfor byen Alghero. Drypstenshulerne fik deres navn efter den romerske havgud Neptun.
De ligger under den kendte klippe Capo Caccia, der er kendt for sin smukke placering og den betagende udsigt man har på vej derud. Hulerne blev opdaget af en fisker i 1800-tallet og har siden da været en stor turistattraktion. Indgangen til hulerne ligger blot en meter over havet og for at komme hertil er der to muligheder; man kan enten tage de 656 trappetrin der er ned (og op igen), eller man kan ankomme med båd. Der går dagligt mange bådture fra Alghero hertil. Hulen er 4 km dyb, men desværre er det kun muligt at besøge en lille del af den. Inde i hulen finder man stalagmitter, stalaktitter og en 120 meter lang saltvandssø beliggende i niveau med havets overflade. For tid tilbage var hulen beboet af en speciel type sæler, der desværre i dag er uddød. I nærheden finder man andre huler som Grotta Verde og Grotta dei Colombi.
Capo Caccia
Capo Caccia, hvis navn betyder hovedjæger, er en imponerende klippe, der rejser sig majestætisk fra havet, 24 kilometer udenfor Alghero. Klippen fik sit navn efter de jægere der i sin tid jagede i områderne her omkring. Netop denne jagt har desværre udryddet de mange forskellige dyrearter der levede her. I dag er området naturbeskyttet og man kan se jagtfalke, måger og andre fuglearter.
Nuraghe Palmavera
Disse tocylindrede tårne blev bygget i år 1500 f.kr. og udgjorde en central del af den by, der omkransede dem. Man er endnu ikke sikker på hvor stor denne by er, da man i dag har stoppet de videre udgravninger. På de arkæologiske museer i Cagliari og Sasseri kan man se mange af de fund fra det 60. århundrede som man har fundet ved Nuraghe Palmavera.
Capo Argentiera er et naturskønt område, som besøges bedst i bil. Flotte klipper og mindre strande præger kystlinjen, der har et krystalklart havvand og unikke farvekombinationer. Der er ca. 40 km til Sassari, lidt mere til Stintino. Nærmeste lufthavn ligger ved Alghero og er ca. en halv times kørsel herfra.
Bosa er en ganske speciel og hyggelig by som ligger i det smukke nordvestlige hjørne af Sardinien. En stor del af byen gennemskæres af en flod, som løber cirka 2 kilometer fra havet mod Bosas bagvedliggende bjerge.
Castelsardo ligger meget malerisk på et klippefremspring på Sardiniens nordkyst. Byen blev bygget på dette strategisk gode sted af den genovesiske Doria-familie i 1100-tallet og bymurene og borgen stammer fra den tid.
På Sardinien findes der mellem 8.000 og 10.000 rester fra Nuraghe-tiden, fordelt på de runde vagttårne, beboelser og gravsteder. Gravstederne kaldes for Tombe dei Giganti – Giganternes grave. Man har udover Giganternes grave fundet en anden form for gravplads. Denne hedder Domus de Janas, som betyder feernes eller heksenes huse.
Hvis du er træt af at ligge på stranden hele dagen og har lyst til at opleve det ægte Sardinien, kan vi varmt anbefale en udflugt med Trenino Verde. Det er en heldagsudflugt med det historiske damptog ”Trenino Verde”(den lille grønne tog).