Pilgrimsruten Via Francigena
Middelalderens pilgrimsrute fra Canterbury i England - gennem Frankrig og Schweiz - og til Rom kaldes ”La Via Francigena”, som betyder vejen fra Frankrig eller vejen fra Frankernes land. Pilgrimmene rejste primært med apostlens heste (men enkelte velstående og magelige brugte nok også rigtige heste) og tilbagelagde daglig omkring 20-25 km på deres vej mod den hellige by Rom eller endog videre til Jerusalem via båd fra Apulien (fra Bari, Brindisi eller Otranto).
![]() ![]() Da ruten i hele dens længde (Canterbury – Rom) er på 1800 kilometer betød det en vandring på ca. 2½ måned. Via Francigena består imidlertid af indtil flere veje – eller omveje om man vil – da man i sin tid skulle tage højde for årstidernes luner samt den politiske situation, der blandt andet kunne betyde, at nogle byer helt skulle undgås at komme nær på grund af stridigheder m.v. ![]()
![]() I 1994 blev ruten, af Det Europæiske Råd, anerkendt som værende en såkaldt europæisk rute af kulturel interesse og har i dag opnået en større bevågenhed hos mange besøgende i Italien. Det er muligt at gå i pilgrimmenes fodspor, da ruten både kan tilbagelægges til fods, på cykel, på hesteryg eller, i begrænset omfang, i bil. Selvom store dele af vejen i dag er asfalteret, er der dog mange levn tilbage, som vidner om vejens historie: broer fra den romerske epoke, forladte middelalderbyer i ruin, små landsbykirker med fascinerende stenarbejder og meget mere. ![]() ![]() Gør man ruten til omdrejningspunktet i ens ferie støder man på mange spændende byer i Italien, fx Pavia og Parma i Norditalien og bl.a. Lucca og Siena i Toscana. Fælles for Via Francigenas mange ruter er, at alle vejene fører til Rom – ligesom vort populære ordsprog også siger det. ![]() ![]()
For yderligere oplysninger: info@in-italia.dk
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||