Ferie i Asti
Asti er byen, som ofte forbindes med den søde mousserende spumantevin og ligger midt i landets førende vinregion. Vinen er fremstillet af Moscato druen og er sød med lavt alkohol indhold. Den anvendes ofte til søde desserter eller som aperitif og er italienernes foretrukne vin til festlige lejligheder.
![]()
![]() Byen er rolig og smuk med sine middelalderlige tårne og kirker. Byen har en fin katedral i rødsten og med flotte freskomalerier indvendigt på søjler og lofter. Nord for togstationen finder man Piazza Campo del Palio, der er Astis største torv, hvor det er muligt at efterlade bilen, inden man drager på oplevelse i byen, f.eks. ned ad butiksgaden Corso Vittorio Alfieri. Man skulle tro, at det er dette torv som bruges til byens årlige hestevæddeløb – Palioen – dette finder dog sted på Piazza Alfieri efter en procession gennem byen, hvor folk er iklædt kostumer fra Middelalderen. Løbet afholdes den 3. søndag i september og kan stort set måle sig med det noget mere berømte Palio i Siena. Størrelsesmæssigt er Asti med sine ca. 75.000 indbyggere omkring dobbelt så stor som den anden vigtige vinby Alba.
I september afholdes ligeledes den lokale vinfestival – Douja D’Or – som er en festival, der består af et marked med nogle af de mest kostbare og prestigefyldte vine, vinsmagninger samt forskellige konferencer og begivenheder alle med mad og vin som tema. Formålet med festivalen er at gøre folk opmærksomme på, hvor man finder de bedste vine i hele Italien og finder sted i nogle af de historiske bygninger i centrum af byen. Ligeledes i september finder – The Festival delle Sagre astigiane (the Asti Popular Festival) – sted, som hylder den måde man dyrkede jorden tidligere. Dette hyldes med en parade, hvor op til 3.000 udklædte mennesker laver rollespil, der fortæller om bøndernes liv og arbejde. Til slut ender festivalen med at Campo del Palio bliver til Italiens største ”udendørs restaurant”.
For yderligere oplysninger: info@in-italia.dk
|