Ferie i Alagna Valsesia
Byen Alagna ligger i Valsesia, som betyder dalen (valle) hvor floden Sesia løber. Eneste vej herhen er langs hovedvej SS299 fra Varallo (ca. 35 km), hvor man finder Alagna for enden og således i et sandt uforstyrret naturparadis for bjergentusiaster ved bjergmassivet Monte Rosa. Alagna ligger ca. 1.200 m.o.h.
![]()
![]() Vandsport og trekking Sesia-floden er med sine 36 km særdeles velegnet til vandsport, eftersom dele af den er bred og brusende. Fx ved byen Campertogno, som ligger mellem Varallo og Alagna, blot ca. 11 km før Alagna. Her kan man både dyrke riverrafting, kano, kajak, canyoning og hydrospeed hos den velorganiserede arrangør Eddyline. Dette område er også meget velegnet til både trekking og picnic. Der findes 4 andre steder langs Sesia-floden, hvor der kan dyrkes riverrafting. Vandremulighederne i området er uendelige - en trekkingdestination, som er værd at rejse efter, er Val Vogna ca. 6 km fra Alagna eller ca. 3½ km fra Riva Valdobbia. Om vinteren er desuden Alagna en populær freerider-destination. ![]()
![]() Kabelbane op i 3.000 m.o.h. Et stort trækplaster i Alagna ud over naturens egne skatte er byens kabelbane, som via mellemstationen Pianalunga går helt op til Passo Salati, og således forbinder Alagna med andre byer ved Monte Rosa-bjergmassivet, deriblandt Gressoney i Aostadalen. Når man ankommer til Pianalunga, er man i 2.046 m.o.h., mens Passo Salati fører en helt op i 2.980 meters højde, der er langt over trægrænsen, som det fremgår af billederne. Kabelbanen afgår fra centrum af Alagna. ![]()
![]() Nabobyen Riva Valdobbia Små 2 km fra Alagna ligger nabobyen Riva Valdobbia. De er forbundet både via hovedvejen men også via floden Sesia. Er man gående mellem de to byer, kan man følge en smuk rute langs med floden. Riva Valdobbia er en lille og meget fint velbevaret landsby med en stemningsfuld central torveplads med den historiske kirke San Michele og et udskænkningssted. Af forretningsliv derudover finder man blot en slagter og et posthus. ![]()
![]() Stemningsfulde og historiske Alagna Alagna er en bjergby, som tiltrækker mange besøgende i sine to højsæsoner: skisæsonen i vintermånederne og vandresæsonen i højsommeren. De lokale initiativer og traditioner for byfester er talrige - og der hersker i det hele taget en særlig stemning her i byen. Alagna er ikke særlig stor: Den omfatter blot ca. 400 indbyggere og består egentlig bare af en hovedgade, der i højsæsonen er gågadezone. Her finder man byens kirke S. Giovanni Battista, lidt forretninger og en god håndfuld spisesteder. Aflæg også Walser Museum et besøg: I denne ejendom fra 1628 kan man få et godt indblik i bjergfolket Walsernes måde at leve på i gamle dage. Museet ligger i udkanten af Alagna i det lille lokalsamfund Pedemonte. Om sommeren har museet som regel åbent i eftermiddagstimerne fra 14:00 til 18:00.
For yderligere oplysninger: info@in-italia.dk
|