Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Stor variation i landskabet

Piemonte er en grøn og frodig region med skønne bløde bakker, store og små skovområder, alperne mod nord, som når imponerende højder og næsten overalt endeløse rækker af vinmarker beplantet med nogle af de ypperligste druer man kan forestille sig som fx Nebbiolo.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Madmekka

Piemonte er også rig på gastronomiske oplevelser. Maden er robust og regionen er kendt for at være trøfflens hovedland. Desuden kommer de kendte brødstænger, Grissini, fra regionens hovedstad Torino. De bedste af regionens vine kommer fra Langhedalen, sydvest for Torino, hvor nogle af Italiens ypperste rødvine, de kraftige og smagfulde Barolo og Barberesco vine, dyrkes. En anden specialitet er den mousserende spumante vin, italienernes foretrukne drink til festlige lejligheder.

Regionens hovedstad er Italiens tidligere hovedstad Torino. Byen har både charme og elegance med et flot og imponerende centrum med store pladser mange hyggelige gader med herlige cafeer, restauranter og indkøbsmuligheder.

Piemonte byder, udover de store vin- og naturoplevelser, på en række imponerende slotte fra især 1600 tallet som flere steder står majestætisk og smukt på de bløde bakker.

Nærmeste lufthavn er i Torino, Milano, Genova og eventuelt Bergamo Milano.

Det autentiske Italien findes også i Piemonte

Leder du efter det autentiske Italien, hvor du kan opleve den lokale kolorit, som endnu ikke er berørt af turismen, så byder den billedskønne region Piemonte på forskellige, spændende muligheder i de mange små vinbyer, som er kendetegnende for Piemonte.

Regionen kaldes for ’det nye Toscana’, takket være de levende landskabsmalerier med deres høje koncentration af vinmarker og deraf vinproducenter, men det betyder ikke at man skal lede længe for at finde en stille landsby i vindistriktet Langhe, hvor det eneste tegn på turisme skyldes at man finder dansk Lurpak-smør hos den lokale købmand.

Byer

Majestætiske Torino

Torino er en flot by hvis historie går helt tilbage til romertiden. Byen ligger i smukke omgivelser af grønne og frodige bakker og den brede poflod. Langs flodens breder ligger der flere hyggelige cafeer og restauranter som er et godt udgangspunkt for en afslappende eftermiddag eller aften. I Torino kan man bl.a. beundre utallige neoklassiske palæer, det anerkendte ægyptiske museum og den kongelige residens, alt imens man går forbi smukke butikker og nyder den gode lokale chokolade eller vin. Prøv en bicierin i en af Torinos hyggelige caféer, der især i årene efter krigen var samlingspunkt for det kulturelle liv i Italien.

Piazza Castello er byens egentlige centrum og herfra kan man opleve byens flotte centrum hvis gader er præget af søjlegange. På Via Roma og i området Via Garibaldi finder man mange spændende butikker og spisesteder. Prøv fx den lokale drik ”bicerin” som består af den dejligste mørke chokolade, varm mælk og kaffe. Apropos chokolade så er Torino kendt for at fremstille fantastiske chokoladeprodukter.

Andre byer som kan fremhæves for deres hygge, charme eller monumenter er fx Asti, Canelli, Barolo og Alba.

Sol & Strand

Ikke en badedestination - og så alligevel

Hvis man vil bade i regionen Piemonte må man bade i floderne eller søerne. Hvis ikke man har lyst til dette kan uden store problemer, såfremt man opholder sig i den sydlige del af Piemonte, køre til naboregionen Ligurien og tage sig en dukkert i det indbydende middelhav.

Naturoplevelser

Regionen har alt hvad hjertet begærer af naturoplevelser. Floder, søer, bjerge, skovområder og idylliske landlige omgivelser i de bløde bakker.

Man kan stå på ski i alperne, sejle i floderne, vandre i de skønne skove som er rige på fauna som fx vildsvin, harer og dyrevildt.

Mad & vin

Kom helt tæt på druerne

Det piemontesiske landskab er især præget af vinmarker så langt øjet rækker. Regionen er nemlig en af de mest vinproducerende i Italien. De bedste af regionens vine kommer fra Langhe-dalen sydvest for Torino, hvor nogle af Italiens bedste rødvine dyrkes. Druerne dyrkes dog over hele regionen og listen af gode vingårde er derfor lang. Vi vil nedenfor beskrive nogle af de mest kendte vine, fra regionen og fortælle, hvor man selv kan komme helt tæt på druerne.

Barolo: En af Italiens mest berømte og ypperste rødvine er Barolo’en, som tit og ofte i folkemunde kaldes for ”rødvinens konge”. Denne vin dyrkes i Langhe-dalen nærmere betegnet følgende 11 kommuner: Barolo, Castiglione Falletto, Cherasco, Diano d’Alba, Grinzane Cavour, La Morra, Montforte d’Alba, Novello, Roddi, Serralunga d’Alba og Verduno. Vinen er lavet på Nebbiolo-druer og skal helst først nydes når den er fem år gammel. Hvis man ønsker at vide mere om Barolo’en, kan man besøge den regionale Barolo-vinkælder: http://www.baroloworld.it/index_en.html

Barbaresco: En af Italiens bedste og mest berømte rødvine, hvis rødder kan dateres tilbage til Romertiden. Ligesom Baroloen er Barbaresco’en også lavet på Nebbiolo-druer. Denne vin dyrkes i kommunerne Barbaresco, Neive og Treisio samt den lille landsby San Rocco Seno d’Elvio, som er en del af Alba kommune. Vinen kan drikkes efter et år men nydes bedst efter tre til fire år. Hvis man ønsker at vide mere om Barbaresco’en, kan man besøge den regionale Barbaresco-vinkælder: http://www.enotecadelbarbaresco.it/indice_e.htm

Både Barolo’en og Barbaeresco’en kan være ganske dyre vine, men heldigvis byder Piemonte på mange andre gode rødvine i en mere prisbevidst klasse, så man skal ikke være bange for at slække lidt på kravene. Piemonte er meget andet end gode rødvine - det er også muligt at finde udmærkede hvidvine rundt omkring i regionen. Særligt laves der fortrinlige gode vine af regionens eneste og mest berømte drue til produktion af hvidvin – Arneis-druen. Villa Cornarea, som er et lille vinslot vi tilbyder som opholdssted, producerer en af disse vine, der logisk nok hedder Villa Cornarea.

Villa Cornarea: Arneis-druen har været kendt i området siden Middelalderen. Men det var først i slutningen af 70’erne, at nogle få vinbønder for alvor genopdagede druen igen. Faderen til ejeren af Villa Cornarea var en af de første der gjorde det, da han købte de 12 hektarer vinmarker med Arneis-druen, som i dag udgør hele produktionen af Villa Cornarea vinen. Da han købte vinmarkerne i slutningen af 70’erne udgjorde de 12 hektarer over 50 % af den samlede Arneis-produktion i hele regionen. I løbet af 80’erne fulgte andre vinbønder hans eksempel og begyndte at dyrke Arneis-druen og vinen blev hurtigt en stor succes. I 2005 blev vinen belønnet med DOCG-status, en ære kun de allerbedste vine opnår. Årligt produceres der nu ca. 5 millioner flasker fra ca. 100 små vinbønder, hvoraf Villa Cornarea står for 70.000 flasker.

Arneis-druen hedder enten Roero Arneis, når den dyrkes nord for floden Tanaro i Roero-området eller Langhe Arneis, når den dyrkes i Langhe-området syd for floden. Roero Arneis er den mest værdsatte af disse to og vinen fra Villa Cornarea laves af denne. Det er muligt at besøge stedet, hvor Villa Cornarea vinen produceres, også selvom du vælger ikke at bo i villaen. Man kan bestille enten overnatning eller bare en vinsmagning direkte gennem os.

Asti Spumante og Moscato d’Asti: Asti Spumante og Moscato d’Asti fik begge tildelt DOCG status i 1993. Begge er lavet på Moscato Bianco druen, som dyrkes i området syd for Asti. Spumante betyder mousserende vin på italiensk og er den italienske pendant til den franske champagne. Spumanten er desuden italienernes foretrukne vin til festlige lejligheder. I forhold til spumanten er moscato’en en mere frizzante vin, hvilket betyder, at den er mere perlende end boblende. Denne type nydes ofte som dessertvin.
Danskerne kender nok bedst begge vine fra eksportøren Fontanafredda (som betyder den kolde kilde), der er Piemontes største vinkollektiv og som blandt andet sælger til Coop. Hvis man ønsker at besøge kollektivet kan man finde flere informationer her
http://www.fontanafredda.it/

Canelli er hovedbyen i det område, hvor de 2 vine produceres, og her er det muligt at besøge nogle af de underjordiske vinkældre, som kaldes underjordiske katedraler. En af mulighederne er følgende sted: http://www.bosca.it/italiano/default.html

Stor koncentration af Michelin-restauranter

Piemonte kan altså tilfredse enhver vinkender, men som vi alle ved, er vinen ikke nær så god uden et godt måltid mad og vice versa. Heldigvis kan regionen også tilfredsstille enhver gourmet. Området er en af de regioner i Italien som kan bryste sig af at have flest Michelin-restauranter. Der findes ca. 30 restauranter med 1 stjerne og 1 restaurant med 2 stjerner (Filipot som ligger sydvest for Torino i byen Torre Pellice). Derudover har regionen i byen Pollenzo Italiens eneste smagsuniversitet, som uddanner de studerende i at forstå sammenhængen mellem madkultur og videnskab.

Det piemontesiske køkken som fx ofte består af retter som ravioli med fyld af kanin af den lokale race coniglio grigio, risotto-varianter, vildt og braiseret grydesteg med Barolo. Som et særligt kendetegn for Piemonte serverer barerne ofte en lang række antipasti, som man frit kan smage på en sen eftermiddag til en dejlig aperitif.

Fisk & Skaldyr: Da Piemonte ikke har nogen kyststrækning er fisk og skaldyr ikke det man spiser mest af i det traditionelle piemontesiske køkken. Man vil dog flere steder kunne smage fortrinlige retter med ål som hovedingrediens. En af de ægte Piemonte specialiteter laves dog med fisk – ansjoser – og hedder Bagna Couda, hvilket betyder ”den varme salsa”. Retten har fået dette navn, da den består af en ansjos sovs, som rigtigt skal holdes varm under hele serveringen. I den varme sovs dypper man strimler af grøntsager såsom gulerødder, fennikel, bladselleri osv. Derudover serveres der masser af brød til.

Kød, Vildt & Fjerkræ: Her har Piemonte masser at byde på. I det vestlige Piemonte spiser man fx lammekød af den lokale race agnello sambucano som har en dejlig smag og ganske lidt fedt. I den vestlige del af regionen er der også mulighed for at smage på kapun eller cappone di Morozzo, som det hedder på italiensk. Kødet er mørt, saftigt og delikat og bør ikke overdøves af andre ingredienser.

Føromtalte kaninrace coniglio grigio er en yndet spise især omkring Torino. Kødet er mere muskuløst end andre kaninracer. I Langhe spiser man ofte kylling af racen gallina bionda. Kødet anvendes ofte i mere rustikke retter, som typisk er ledsaget af polenta - det typiske norditalienske tilbehør, som laves af majsmel. Piemonte kan også prale af dejligt kalvekød af den lokale race razza piemontese. Kødet anvendes især til carpaccio og smagen er uimodståelig. En berømt egnsret med kalv er vitello tonnato, som består af tynde skiver kalvekød, som serveres sammen med en tunfiskesovs.

Vildsvin, hare, due, dådyr og and er nogle af de foretrukne hovedingredienser i piemontesiske vildtretter. Naturligvis bør de ledsages af en Barolo eller Barbaresco! Af de mere interessante specialiteter spises der ligeledes snegle i regionen og byen Cherasco kaldes sneglenes hovedstad. Byen er specielt kendt for retten Lumache, som består af en særlig fritteret udgave af vinbjergsneglene.

Pølser & Skinke: Også på dette punkt kan Piemonte prale af nogle gode produkter fx den gode filetto baciato di Ponzone, den fortrinlige mortadella della Val d’Ossola og den gode sylte testa in cassetta di Gavi.

Pasta: Piemonteserne har deres egen pasta, som hedder tajarin. Denne pasta-type minder meget om tagliatelle, men er skåret i mindre strimler. Derudover laver de bedste pastafremstillere i Piemonte tit og ofte pastaen kun med æggeblommer, i stedet for både æg og vand som traditionel pasta.

Trøfler: Nogle af verdens bedste trøfler finder man i Piemonte og denne delikate spise er da også en af regionens store stoltheder. I Alba afholdes der en årlig træffelfestival når disse er i sæson ca. okt. - nov. og overalt i regionen kan man finde forretninger, som har specialiseret sig i disse. Nogle af de mange produkter der tilbydes med trøffel er olie, pasta og sågar chokolade.

Ost: Af oste nævnes her nogle af Piemontes bedste typer fx gedeosten Cevrin di Coazze som produceres nord for Torino i alperne. Maccagno er en anden dejlig ost, der fremstilles i alperne af komælk. Robiola di Roccaverano classica er en anden god gedeost som spises frisk. Sarass del fen er en komælksost også kendt som en art ricotta som skal spises frisk. Til sidst bør man heller ikke gå uden om den gode tuma di pecora delle Langhe, en fåreost der kan spises såvel frisk som vellagret.

Søde Sager: Piemonte er især kendt for Nutella, som blev opfundet i Alba lige efter Anden Verdenskrig og er egnens ældste og største eksportsucces. Det var en konditor der hed Pietro Ferrero, som på grund af de dyre og rationerede kakaobønner besluttede sig for at blande nogle af de lokalt producerede hasselnødder i sin kakaomasse. Dette blev en kæmpe succes. Det var dog først i 1964, at Ferrero sendte det første glas Nutella på gaden og siden har mange stået i kø for at kopiere opskriften - dog uden held.

Regionen er foruden den smørbare chokolade også kendt for sin almindelige fremragende chokolade som primært fremstilles af gamle og vel renommerede cafeer i det centrale Torino. Antallet af chokoladevarianter er stort og man kan finde noget for en hver smag. Som turist i Torino er det muligt at købe et ”chokolade-pas” som over 3 dage giver en mulighed for at smage forskellige chokolader på forskellige pasticceria’er (konditorier) rundt om i byen.

Panna cotta (på dansk kogt fløde), som kan minde lidt om dansk fløderand er en af de mest berømte desserter i Piemonte og i hele Italien. Flødedesserten serveres ofte sammen med enten karamel- eller chokolade-sovs eller en frugt-coulis af årstidens bær. Kager baseret på chokolade er også en hyppig dessert eller sågar morgenmad afhængig af, hvor man befinder sig i regionen.

Historie

Et kig tilbage på Piemontes fortid

Piemontes historie er lang og man finder i visse dele af regionen spor helt tilbage fra Romerne. Ellers finder man primært levn i form af slotte fra 1600 tallet. Men mange småbyer bærer præg fra middelalderen.

Piemontes histories er primært centret omkring regionens ”storhedstid” under Savoy-kongedømmet. Torino kan desuden prale af at være Italiens første hovedstad efter nationens samling i 1861.

Mange af de historiske vidnesbyrd i Piemonte stammer fra perioden omkring Italiens samling og de forudgående år hvor Europas mere moderne grænser begyndte at tegnedes.

 
 

Anbefalinger til dig

Torre Paradiso

Minori, Campania

Agriturismo Zio Cristoforo

Casal Velino, Campania

La Torre di Cesare

Maiori, Campania

Populært i Piemonte

search map