Abruzzo Nationalpark ligger i den sydlige del af Abruzzo med ca. 150 km til Pescara og ca. 250 km til Rom. Parken hedder officielt Abruzzo, Lazio og Molise Nationalpark, da parkens godt 440 km² strækker sig over alle tre regioner.
Majella Nationalpark er 750 km² stor, og ligger i den centrale del af regionen Abruzzo. Det eneste der fysisk skiller den fra Gran Sasso Nationalparken er motorvej E80, som gennemskærer den fra Pescara i øst til Rom i vest. Nationalparken består foruden smuk natur af små landsbyer, så hvis man ønsker et handelscentrum skal man en tur til den seværdige by Sulmona.
Byens scenografi er værd at bemærke: den centrale torveplads Piazza Garibaldi med den imponerende fontæne i midten er stor og flot. Den ligger som et stort lærred med de omkringliggende hvidtoppede Majella-bjerge som ramme. På onsdage og lørdage summer pladsen af liv og høje røster: folk fra nær og fjern holder nemlig markedsdag her.
Amfiteateret i byen Santa Maria Capua Vetere i regionen Campania er Italiens næststørste amfiteater efter Colosseum i Rom og anses for sandsynligvis at være det første romerske amfiteater. Man mener oven i købet at dette amfiteater er blevet brugt som model for Colosseum.