Marche har flere romerske monumenter fx teatre og triumfbuer, der er velbevaret og som hermed vidner om regionens lange historie. Flere steder finder velbevarede monumenter fra middelalderen, slotte og paladser. Mange byer har også et umiskendeligt renæssancepræg.
Marche har været beboet siden bronzealderen, man ved dog ikke med sikkerhed af hvem der beboede den på dette tidlige tidspunkt. Regionen var efterfølgende beboet af Picenere, de var krigere, og talte et sprog der minder om indoeuropæisk. Picenerne har givet navn til Picenum, området syd for Ancona, og idag finder vi deres spor i bynavnet
Ascoli Piceno, en af regionens største byer, beliggende 120 km syd for Ancona. Også etruskerne og grækerne har sat deres præg på regionen. I det 4. århundrede før Kristi lavede picenerne en sirakusisk koloni i Ancona, hvorved man intensificerede kontakten med den græske verden, mens man i den nordlige del af Marche mest var påvirket af gallerne. Derfor opstod der en stor forskel mellem nord og syd, ikke mindst hvad angik sproget, hvilket stadig idag er ganske tydeligt.
I 299 før Kristi, dannede befolkningen fra den picenske del af Marche alliance med Rom, og blandede sig med gallerne i nord og med andre italliske folk i centrum-syd, som f.eks. sabinerne (et folk fra Mellemitalien). Disse blandede folkefærd kalder man ‘picentes’. I 269 før Kristi fandt der et mislykket oprør mod Romerriget sted. En følge var at nogle af picentes-folkene flyttede til
Salerno-bugten, hvor de blandede sig med lokalbefolkningen i de romerske kolinier som disse byer var. Sådan starter Marches tætte bånd til Rom.
Kristendommen kom først og fremmest til Marche via havnen i Ancona, og denne del af regionen (
Rimini,
Pesaro, Senigallia,
Fano og Ancona) kom efter det 5. århundrede under byzantinsk indflydelse. Egnen blev siden hen overdraget til paven. I syd var det longobarderne, et germansk folkefærd, der dominerede. Indtil det 8. århundrede var tiden karakteriseret af begivenheder af lokal karakter. Dette fik afgørende betydning for regionens videre udvikling idet nogle dele af Marche blev betroet en regering der repræsenterede kejseren, mens andre kæmpede for kommunal uafhængighed.
I tiden fra det 14. til det 16. århundrede fik visse familier en enorm magt, og kom til at regere og undertrykke en betydelig del af Marche. I
Rimini og
Pesaro var det familien Malatesta, i
Urbino var det Montefeltrofamilien, derefter familien della Rovere. Alessandro Sforza regerede Marca d'Ancona (en betydelig del af regionen, indbefattende Ancona by) ca. indtil år 1500 hvor paven fik herredømmet over Ancona.
Marche var omkring 1520 delt i 3 hoveddele:Fyrstedømmet
Urbino, Fyrstedømmet Camerino samt Governo Generale della Marca. Den sidstnævnte regeredes direkte af paven, Camerino indirekte. I midten af 1500-tallet opstod der en ny administrativ form, der var centreret omkring Marca d'Ancona. Visse bystater, f.eks.
Fano og
Urbino, administreredes stadig af en lokal kardinal, men under kraftig indflydelse fra paven. Pavestaten i Marche var dog ret ustabil, og gav ikke grobund for en solid, homogen region. Marche forblev en splittet region med små økonomiske centre, og der var en tildens til at man brugte al energi på det lokale. Der dominerede en selvopfattelse der udelukkende tog udgangspunkt i det lokale, dvs den bystat hvortil man hørte.
Under Napoleon (1808-1815) blev der oprettet ‘dipartimenti’ (zoner) i henhold til hvad der var praktisk, og de små kommune-stater forsvandt. Man skulle nu vælge ved afstemning hvem der skulle regere, og derved kom kommunerne under streng central kontrol. Da Pavestaten igen tog magten over Marche i 1816, tog man Napoleons erfaringer til efterretning og Marche blev inddelt i 4 zoner: Ancona, Macerata (incl. Camerino,
Urbino,
Pesaro), Fermo og
Ascoli Piceno.
Landbrugsformen i Marche har altid været
Mezzadria, dvs små landsteder der ejedes af en familie, men hvor man ansatte folk til at dyrke jorden og forpagte gården for sig. Jordejeren boede ikke selv på gården. Mezzadria-systemet var endnu en medvirkende faktor til at befolkningen holdt sig til det lokale, dvs kommunen. Pavestaten var yderst fjendtlig overfor handel og industrivirksomhed, bl.a. fordi der ikke fandtes en passende lovgivning til at regulere en sådan, og Marche kom således til at lide under en meget begrænset infrastruktur. Der fandtes stort set ingen handel, derfor forblev det sociale, økonomiske og kulturelle liv i regionen lukket overfor omverdenen (vi befinder os nu i 17- og 1800-tallet). Man havde dog en form for kulturelt forhold til omverdenen; der kom bøger fra
Venezia, men disse blev mest brugt som samlerobjekter, ikke ofte læst. I 1700-tallet åbnedes akkademier som introducerede de nye oplyste ideer, men disse gik aldrig rigtigt ind hos befolkningen i Marche. Trods regionens manglende kulturelle og litterære udvikling, brugte man i 1700-tallet betydelige økonomiske ressourser på bygningsværker, og den store, romantiske 1800-tals digter Giacomo Leopardi, er da også fra Marche (
Recanati).
Måske er denne historisk betingede lukkethed overfor omverdenen medvirkende årsag til at Le Marche stadig idag er meget lidt kendt i udlandet.
