Marche er en dejlig region i Centralitalien langs Adriaterhavskysten. Kyststrækningen byder på dejlige sand- og stenstrande og imponerende klipper bl.a. Monte Conero nord for byerne
Sirolo og
Numana. Regionhovedstaden Ancona er en af Italiens mest levende havnebyer.


Af uvisse årsager er Marche endnu ret ukendt blandt skandinavere og regionen kalder sig selv "Italiens bedst holdte hemmelighed". Det er virkelig en skam at ikke flere kender Marche, eftersom regionen har næsten alt hvad hjertet kan begære: 180 km kyst med forskelligartede strande, flere hundrede historiske, kulturelle og religiøse seværdigheder og hele 71 historiske teatre og en vidunderlig natur - regionen huser to nationalparker, fire regionalparker og fem naturreservater.
Man bør heller ikke glemme det fabelagtige køkken og de dejlige vine som de i regionen er meget stolte af, bl.a. Rosso Piceno og Rosso Conero og den verdenskendte hvide Verdicchio fra området omkring byen Jesi.
Et ophold i de såkaldte trøffeldale i den nordlige del af regionen (f.eks. byerne
Apecchio, Acqualagna og
Piobbico) er en storslået oplevelse som en hver gourmet eller naturelsker bør unde sig selv. Et ophold i trøffeldalene er også et godt udgangspunkt for at opleve nogle af Marches klassiske byer, f.eks.
Urbino og
Urbania, hvor især
Urbino har meget at tilbyde kulturinteresserede.


De mange naturområder bl.a.
Conero Naturreservat, "Gola della Rossa e di Frasassi" og
Monti Sibillini Nationalpark har masser at byde på. Førstnævnte tager udgangspunkt i kyststregningens eneste bjerg, Monte Conero. Bjerget er dækket af skov, og der findes en del stier og veje, der er egnede både til spadsereturer, trekking og mountainbike. Der er mange udsigtspunkter fra bjerget, hvorfra man kan nyde udsigten over Adriaterhavet.
"Gola della Rossa e di Frasassi" rummer et imponerende antal klipper samt de berømte drypstenshuler
Frasassi Grotterne, der blev opdaget tilbage i 1971 og som varmt kan anbefales at besøge, da det venter en yderst imponerende oplevelse for den besøgende.
Monti Sibillini Nationalpark strækker sig over 70.000. hektar og omfatter 18 kommuner, både i Marche og i
Umbrien. Der findes mange rigtig gode trekking-ruter, bl.a. én der ender i den fantastiske bjergsø 'Lago di Pilato' ca. 1500 meter over havets overflade. Der er ligeledes rigtig mange småbyer i Sibillini-bjergene, hver med deres karakteristika. På højsletten omkring den pittoreske by
Montemonaco dyrkes der linser, som sælges både i og udenfor Italien. Der produceres desuden pølser, skinker, oste, honning m.v. i bjergene, som sælges fra små boder og forretninger i småbyerne.
Marche rummer en række interessante byer, store som små, med mange seværdigheder fra især Middelalderen og en god og autentisk stemning - netop fordi regionen ikke er indvaderet af turisme i samme grad som den omkringliggende og mere kendte naboregioner. Vi anbefaler at man besøger f.eks.
Ascoli Piceno, Macerata,
Recanati, San Severino Marche,
Urbino og
Urbania. Er man til trøfler, kan man med fordel tage til "trøffelbyen" Acqualagna eller bo midt i
Trøffeldalene. .