Ferieboliger og hoteller i Monte Isola

 
Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Bjerget på øen i søen. Med sin størrelse på 4,5 km² og ikke mindst sin højde over havet på 600 m er Monte Isola enestående i sin kategori og den største beboede ø i en sø i Europa, beliggende i den sjettestørste sø i Italien. Øen har ca. 1.800 øboere.

Fra fastland til ø-land

Man ankommer til Monte Isola fra byerne Sulzano, Iseo eller Sale Marasino. Med en overfart på flygtige få minutter er det ikke at regne for noget at komme ud til byerne Peschiera Maraglio eller Carzano, som begge er billedskønne fiskerlejer, der som de øvrige byer på øen - Sensole, Siviano, Cure og Menzino - har bevaret hele den oprindelige sfære, som vi alle lever og ånder for at indsnuse på en tiltrængt og velfortjent ferie. Her finder man fiskegarn hængt dekorativt til tørre langs bredden og små hyggelige gaderum og ingen osende larmende biler.

Byerne

Byen Masse er seværdig for sine stenhuse, de små gårde med brønd og for de gamle levn fra et tidligere landbrugsliv. Fiskerbyen Peschiera Maraglio har en lang sø-promenade, hvor bådene lægger til, og stadig den dag i dag hænger lugten af soltørrede fisk ved, nok fordi det fortsat er en gastronomisk tradition, der dyrkes på øen. Novale minder mest om en bjerglandsby med huse med tykke stenmure og balkoner udført i træ. Byen Cure er den højest beliggende på øen med sine 500 m.o.h. og stolte landbrugstraditioner. Sensole derimod er øens mest kunstneriske by, vellidt for sit milde klima og de smukke omgivelser. Byen er gengivet på mangen et maleri, takket være de romantiske motiver mellem oliventræer. Byen rummer tre karakteristiske restauranter, hvor man varmt anbefales at gøre holdt.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Bilfri ø og søluft

Øen er bilfri zone foruden de få motorer, der sørger for den offentlige transport. Det er i sig selv et godt argument at komme ud på Monte Isola. Øen huser fortræffelige restauranter, der tilbyder øens specialiteter fra menukortet. Og her skal nævnes specialiteten grillede sardiner, som blandt andet ligger i en krydret olielage inden de grilles.

Øen indbyder ikke kun til sukkende beskuelse, men også til energiske vandreture gennem det smukke landskab, hvor der gror en del oliventræer. Så trænger man til at indsnuse den friske søluft og floraens milde sammensurium af dufte, kan man finde ruter, der fletter store kastanjeskove og opdyrkede marker sammen i en rask gåtur. Man kan også vælge at opleve øen fra en cykelsadel eller fra et busvindue – busserne kører fra Peschiera Maraglio. Men øen udforskes bedst til fods og nydes bedst oppe fra øens dominerende bjergtop, hvorfra man har den mest fantastiske udsigt til det omkringliggende landskab.

Ældgamle håndværkstraditioner og seværdigheder

Af seværdigheder på øen kan nævnes det betagende, stille og kridhvide kapel Santuario della Madonna della Ceriola, der er beliggende på øens højeste punkt lige oven for byen Cure, og renæssanceborgen Rocca Oldofredi-Martinengo.

På Monte Isola er der gennem to århundreder fremvokset en hel håndværksindustri, som for store dele er flyttet til fastlandet i dag. Denne produktion har haft stor betydning for økonomien på øen, og er således stadig kendetegnende for øen. Her er tale om produktionen af håndlavede fiskenet og den gondollignende båd naét – som er navnet på de særegne både, man finder vuggende på Iseosøens overflade. Oprindeligt var det kvinderne der flettede fiskenettene, og i dag kan man stadig finde lokale håndværkere, der benytter sig af de århundredgamle traditioner og ved hjælp af gamle instrumenter og naturtråd frembringer smukke fiskenet. Om de stadig er kvinder, må den enkelte selv finde ud af.

Øernes sø og traditionelle fester

I Carzano afholdes årligt en traditionel fest: La festa di Santa Croce di Carzano, hvor hele byen bliver smykket med håndlavede blomster og fyrretræspinde. Festligheden opstod i 1836 for at fejre slutningen på en slem kolera-epidemi og finder sted i september. Den 2. søndag i juli afholdes: Festa della Madonna della Ceriola og hvert femte år afholdes der i Peschiera Maraglio en lokal byfest for deres naét-både med et kapsejlads.

Foruden øen Monte Isola finder man i Iseosøen småøerne Loreto og San Paolo.

 
 

Anbefalinger til dig

Agriturismo Le Querciole

Casciana Terme, Toscana

Podere La Pieve Vecchia

Riparbella, Toscana

Terme di Sorano

Sorano, Toscana

Populært i Lombardiet

Hotel Europa

Limone sul Garda

Hotel Locanda Ruscello

Limone sul Garda

Residence Villa Maria

Desenzano del Garda

search map