Villa del Balbianello ligger fem minutter med båd fra den lille by Lenno ved Comosøen. Dens placering på søbredden gør, at den har en af de smukkeste udsigter over søen og omgivelserne.
Villaen ligger smukt mellem Comosøen og bjergene med udsigt mod Bellaggio-halvøen. Den smukke og store park er prydet af skulpturer, springvand, stier og blomsterbede med mere end 150 forskellige plantearter. Her finder man en bambushave, århundrede gamle cedertræer, tropiske planter, en stenhave, et mindre landbrugsmuseum og meget andet.
Af alle Italiens søer er den forgrenede Comosø nok den højest besungne. Og skønt søen nu om stunder er et yndet feriested, er søens bredder stedse uendeligt romantiske med deres mange huse fra la belle époque og de adskillige små yndige byer, der ligger som en perlerække mellem det dybblå vand og de høje bjerge.
Der er egentlig ikke langt mellem Como og Bellagio, men turen tager nemt en time på grund af den smalle og snoede vej langs kysten. Selv om turen er meget smuk, så er turen at foretrække med båd, da det er meget mere afslappende.
Villa Cipressi med sin smukt anlagte park ligger ud til Comosøen i byen Varenna. Villaen og parken blev anlagt i 1500-tallet af den rige familie Serponti og skiftede sidenhen ejer flere gange. I 1980 blev stedet opkøbt af indbyggere i Varenna, der ville sikre parken til brug for offentligheden.
Villa Monastero med sin smukt anlagte park ligger ud til Comosøen i byen Varenna. Villaen var oprindeligt et kloster helt tilbage fra år 1208 og blev sidenhen solgt til privat eje i 1569 til familien Mornico og er i dag ejet af Det Italienske Institut for Hydrobiologi. Villaen benyttes i dag som konferencecenter.
Villa Melzi ligger i udkanten af Bellagio ved Comosøen. Denne store hvide villa blev bygget mellem 1808 og 1810 til vicepræsidenten for Den Italienske Republik under Napoleon, Francesco Melzi d’Eril
Como musikfestival afholdes i de elegante villaer, teatre og parker langs Comosøen. Festivalen afholdes hvert år i juli måned og kombinerer jazz med ballet og musicals, der fremføres af såvel lokale som udenlandske musikere.
Il Palio di Baradello afholdes i Como by den første og anden weekend af september. Det har fået navnet efter et slot, der netop blev bygget på foranledning af Barbarossa og som stadig står på en bakke med udsigt ud over byen. Indbyggerne og de religiøse myndigheder organiserer denne fest med imponerende turneringer og konkurrencer bl.a. på søen. Turneringen afholdes mellem 10 hold fra landsbyerne og nogle af provinsbyerne i Como.