Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Imperia, der ligger meget tæt på den franske grænse, er hovedbyen i provinsen af samme navn. Den blev grundlagt i 1923 på foranledning af Mussolini, der valgte at slå de 2 selvstændige byer, Porto Maurizio og Oneglia, sammen.

Stadig som to byer

I dag omtales disse bydele stadig ved navns nævnelse, idet de er adskilt af floden Impero, har hver sin togstation og sågar også hver sin dialekt, der dog er mest udbredt blandt den ældre del af befolkningen. Desuden er bydelene så forskellige, at man med god grund ikke bare omtaler Imperia som en og samme by.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Kendt for produktion af pasta og olivenolie

Imperia er, med sine knap 43.000 indbyggere, en by, der lever hele året, og som altså ikke bare er baseret på at underholde og servicere turisterne. Byen hænger historisk sammen med olivenolie af høj kvalitet, og er man nysgerrig efter at kende historien og kulturen omkring olien, er den at finde på byens olivenmuseum: Museo dell' Olivo, der ligger i Via Garessio 11-13. Imperia er desuden kendt for produktion af pasta lavet på durumhvede. Blandt meget andet kan du finde disse specialiteter på byens charmerende fødevaremarkeder, der holder til forskellige steder i byen, og som holder åbent en gang om ugen fra kl. 8.00 - 13.00. I sommerhalvåret kan du desuden opleve det store marked, der hver fredag også sælger tøj, sko, lædervarer, tasker osv.

Bydelen Maurizio

Porto Maurizio (den vestlige bydel) ligger på en klippeknold og kan, ud over en hyggelig feriestemning, bryste sig af at have et historisk centrum, der med sin høje beliggenhed har en fabelagtig og panoramisk udsigt over havet og resten af byen. Her kan du med fordel lade tiden stå stille, imens du udforsker de gamle smalle stræder, og måske også aflægger Duomo San Maurizio – Liguriens største domkirke – et besøg. Ved foden af klippen ligger Porto Maurizios marina, hvor du både kan nyde lystbådehavnen og Spiaggia d'Oro, der er Imperias bedste strand. Et mindre område af denne sandstrand er kommunal, hvor det er gratis at opholde sig, men størstedelen er ejet af private, der tager sig betaling for at udleje liggestole og parasoller.

Bydelen Oneglia

Oneglia (den østlige bydel) er mest kendt for sin store fiskerihavn, der midt i dette lidt rå og storbyprægede havnemiljø, omgivet af gamle kraner og skibe, der blot venter på næste dags fangst, også byder på en lang arkade af restauranter og barer med udsigt til den brede havnefront. Her hersker ligesom i resten af bydelen en folkelig stemning af ’det ægte Italien’, da størstedelen af Oneglia består af fastboende italienere. Er du til shopping, har denne bydel bestemt også en del at byde på. På det bilfrie handelsstrøg findes et stort udvalg af forretninger af blandet kvalitet. Søger du lidt mere luksus, skal du unde dig selv et besøg i Via Silvio Bonfante, hvor smukke gamle arkader med hvælvede lofter og udstillingsmontre, fine gamle lamper og antikke butiksfacader danner rammen om et stort udvalg af smagfulde forretninger. Oneglia byder også på bademuligheder, som du finder nede ved havneområdet. Ligesom i Porto Maurizio er her betalingsstrand og gratis offentlig strand, men sandet er mere grovkornet – nogle steder endda med lidt sten. Dog findes der da også nogle lighedstegn mellem disse 2 bydele; nemlig de smukke gamle huse, der er malet i de typiske liguriske pastelfarver, de velholdte kirker, de hyggelige og imponerende pladser (piazza'er) og det store udbud af restauranter og forretninger.

 
 

Populært i Ligurien

Hotel Leopold

Moneglia

Casa Santi

Pietra Ligure

search map