Via dei Fori Imperiali

Via dei Fori Imperiali er den gade i centrum af Rom, der går fra Piazza Venezia til Piazza Colosseum, hvor selve Colosseum også ligger. Gadens oprindelige navn var Via Triumphale og blev bygget i Benito Mussolinis regeringstid og indviet den 9. april i 1932.

Ruiner på begge side af gaden

Åbningen af Via dei Fori Imperiali ødelagde et af de mest ekstraordinære områder i byen, hvor flere renæssance- og middelalderbygninger lå ovenover ruinerne af det antikke Forum. Gaden løber over Trajans Forum, Augustus Forum og Nervas Forum, af hvilke man kan se ruiner af på begge sider.

Stort tab af monumenter

Da man i sin tid anlagde Via dei Fori Imperiali, blev der slet ikke taget højde for det store tab af monumenter og kirker det medførte. Faktisk blev en århundrede gammel plan om at opføre en stor arkæologisk park, der skulle omfatte Forumområdet, Circus Maximus og Via Appia Antica, ødelagt.

Gågade om søndagen

Igennem de seneste år har der været flere arkæologiske udgravninger langs gaden, og man er klar over at stadig flere betydelige romerske fund ligger nedgravet under Via dei Fori Imperiali. Selvom gaden i dag forhindrer at store dele af det antikke Rom ser dagens lys, er den stadig åben for trafik, men om søndagen laves den om til gågade.