Ferie i Rimini
Rimini er allermest kendt som badeby med sine vidunderlige sandstrande, og som forlystelsesby med sine kendte diskoteker, men byen har faktisk en lang historie bag sig, som man kan opleve ved at besøge det hyggelige gamle centrum.
![]() ![]() Det historiske centrum Tæt på byens togstation finder man det historiske centrum, der oser af historie, charme, smukke pladser og et hav af lækre butikker, caféer og restauranter. Her findes desuden monumenter fra adskillelige historiske perioder - blandt andet er Romertiden stærkt repræsenteret. Er man interesseret i mad og markeder, bør man besøge den store torvehal, hvor især frisk fisk sælges til de lokale og til de få turister, der finder hertil. Trænger man til en kop kaffe eller lidt at spise, kan vi varmt anbefale at opsøge den store smukke plads Piazza Tre Martiri, hvor der findes et par restauranter og en isbar. I dette område er der også rig mulighed for at shoppe, uanset om man er til de dyre mærkevarer eller til de mere 'økonomiske' klæder. Fra kysten er der godt 2 km hertil, og fra togstationen er der omkring det halve. Orker man ikke at gå herop eller starte sin bil, kører flere af byens busser hertil. ![]()
![]() Nede ved kysten finder man de flere kilometer lange dejlige sandstrande, der udover at være yderst børnevenlige også byder på muligheder for forwindsurfing, vandski og andre vandsportsaktiviteter. Hernede findes også en aktiv lille fiskerihavn, et væld af forretninger, restauranter og barer samt kendte og meget besøgte diskoteker. Rimini er nok den af Adriaterhavskystens byer, der kan tilbyde det mest livlige natteliv, så det er her de unge italienere og turisterne mødes i weekenderne for at feste. Da Rimini er et af de største og mest kendte feriesteder - også for italienerne selv - skal man holde sig væk i august måned, hvis man vil undgå det værste kaos. Det er nemlig i denne måned, at italienerne selv holder ferie, så her nøjes man ikke med at feste i weekenderne! ![]() ![]() Hvis du har set Fellinis film Amacord, der er optaget i og omkring Rimini, og som i øvrigt var hans barndomsby, vil det sikkert give en ekstra dimension i din oplevelse af byen - det er nemlig stadig muligt at genkende flere steder fra filmen. Får du lyst til at besøge det smukke bagland, hvor der i øvrigt findes fortræffelige spisesteder, er der ikke særlig langt at køre. San Marino ligger knap 1 times kørsel fra Rimini, og den vidunderlige universitetsby Urbino, der befinder sig i højlandet i naboprovinsen Marche, kan nås på et par timer.
For yderligere oplysninger: info@in-italia.dk
|