Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Støvlelandets tredjestørste ø

Øen Elba er den tredjestørste ø i Italien, men den er meget mindre end de to største – sådan cirka på størrelse med Møn, og her bor kun små 35.000 indbyggere.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Ud for Toscanas kyst

Elba ligger lige ud for havnebyen Livorno og er nem at komme til med færgen fra byen Piombino. Overfarten fra Piombino til Elbas største by Portoferraio tager en times tid, og det er ikke svært at finde steder at købe billetter (på fastlandet er det sværeste at vælge, hvor man vil købe dem), men skal man over i højsæsonen, går man klogt i at bestille plads lang tid i forvejen, hvis man ikke ønsker at komme til at vente lang tid på havnen. Er man ikke så søstærk, kan man også flyve til Elba fra Firenze i et mindre passagerfly. Flyvetiden er ca. 45 minutter.

Frodig ø-natur og gastronomi

Øen er yderst naturskøn og frodig, og man kan opleve særdeles varierende landskaber der som oftest snor sig i hårnålesving opad eller nedad. Her oplever du utroligt varierende landskaber iblandet romantiske fiskelejer, antikke borge, gamle kirker og små slotte og stille landsbyer, klistret op ad øens bjergskråninger. Naturligvis byder Elba på mange dejlige strande ved det krystalklare hav. Afstandene på øen synes ikke store, og i princippet kan man på få minutter komme fra klipperne ved havet til det 1000 meter høje bjerg Monte Capanne, men vejnettet skærer langtfra lige igennem landskabet, hvorfor man skal regne med at en almindelig 5-kilometers rejse tager længere tid end vi er vant til hjemme i flade Danmark.

Elba har et rigt udvalg af restauranter, trattoriaer, osteriaer og pizzeriaer, og naturligvis vil man meget ofte møde fisk og skaldyr på menukortet. Der findes også en række vingårde på øen, som primært fremstiller hvidvin (men det bliver da også til lidt rødvin, dessertvin og grappa), samt nogle honningproducenter, men landbrug i større stil bliver det nu om stunder ikke til, da størstedelen af øen er så bakket, at det ikke kan betale sig.

Elba med historiens briller

Elba har været beboet siden etruskerne, som især var interesserede i de rige jernforekomster. Disse tiltrak siden også romerne, og den dag i dag vidner navnet Portoferraio, der betyder "jernhavnen", om jernudvindingens store betydning for øens økonomi i årtusinder. I dag kan man besøge de nedlagte miner, hvoraf den sidste lukkede i 1984. De fleste vil dog nok alligevel mest forbinde Elba med Napoleon (le Grand), som, skønt han kun boede på øen i 10 måneder, nåede at sætte sit præg på den med sine offentlige arbejder og reformer; blandt andet rationaliserede han minedriften, organiserede hospitalsvæsnet, bragte nye druesorter til øens vinproduktion og fik plantet oliventræer. Elbas flag bærer stadig de kejserlige bier, og overalt finder man napoleonica i form af stik, statuetter og meget mere. Hvis det ikke er nok, så kan man besøge Napoleons to boliger fra hans ti måneder på øen; Villa dei Mulini i Portoferraio og sommerresidensen Villa di San Martino i byen San Martino.

Færge til Elba

Du kan bestille færgebilletter til Elba her:
Aferry.dk (færgebilletter i hele Europa)
Ferriesonline (vælg afrejse fra Piombino)
Ok-Ferry.com (vælg Elba Island)

Ferie for to

Elba er indbegrebet af romantik; en frodig ø omgivet af et utal af mindre strande og grotter, hvor man kan være heldig at opholde sig helt ugeneret for en stund, da man kun kan komme frem ad vandvejen. Elba byder også på charmerende små byer med stemningsfulde piazzaer og med oplyste strandpromenader, der indbyder til en spadseretur hånd i hånd.

Elba byder også på velvære for krop og sjæl, og hvad er mere romantisk end at nyde en romantisk get-away i afslappende omgivelser med sin elskede ved hånden? På Elba finder man romantik i skøn forening med smukke fiskelejer, skønne naturoplevelser, frisk luft og masser af solskinstimer.

Det autentiske Italien finder du også på Elba

Elba er afholdt af mange, og derfor vil der i sommermånederne være en stor besøgsskare, der befolker de mange småbyer på øen, men det betyder ikke at man ikke kan finde ind til hjertet af det autentiske Elba. Elba er nemlig ikke kun store lejlighedskomplekser og turistbusholdepladser.

Elba er også små fiskerlejer, lokalt leben, indlogering i ældre huse med simple forhold, hjertevarm modtagelse hos de enkelte familier, håndværksmæssige traditioner og stolthed over egne produkter og kunnen. Der er måske ikke et svømmebassin eller aircondition, men hvis du har mod på at møde de lokale, så gå på opdagelse i det, vi betragter som det autentiske Elba.

Aktiv ferie

Et aktivt ferieliv på Elba

Hvis I godt kan lide, at der sker lidt, mens I ferierer, så er her nogle forslag til hvad man kan beskæftige sig med under et ophold på Elba. Og mulighederne er mange og henvender sig til alle aldre.

Havet omkring Elba appellerer absolut til dykning og andre vandsportsaktiviteter, men golf, ridning og mountainbiking er også eftertragtede aktiviteter i den friske natur. Elba er en del af et større ørige, og de omkringliggende øer er bestemt et besøg værd, dels pga. deres levn fra fortiden og dels for deres rige naturliv.

Sejlads

Det er oplagt at bese Elba fra havet, da man således får mulighed for at beskue og betræde strande og små laguner, der ellers ligger ubesøgte hen. Èn måde at komme rundt på er ved at sejle med den 15 meter lange båd: Il Dollaro II, der kan transportere op til 40 personer ad gangen, og som arrangerer udflugter for grupper og for enkeltpersoner fra april til oktober langs den syd-østlige del af Elba med afgang fra Porto Azzuro. Båden sejler to gange dagligt af tre timer og indbefatter et enkelt stop, hvor der vil være mulighed for at smage lokal vin og et stop ved en badestrand, foruden at der ombord bliver fortalt om Elbas historie, dyreliv, heriblandt delfiner, og de flotte naturområder, båden sejler forbi. For yderligere information ring +39 328-6890227 eller klik på Dollaro

Ellers kan man også leje små speedbåde, sejle med på en rigtig sejlbåd, ro i havkajak eller man kan nøjes med at padle rundt på en vandcykel. Se her for sejlads og leje af speedbåde: Bartolini Yachting eller kontakt Da Riccardo i Marina di Campo for leje af vandcykler og mindre flåder, så som gummibåde og motorbåde.

Dykning

Der er flere steder på Elba, hvor man kan henvende sig, hvis man er interesseret i at dykke ud for Elbas kyst. Og til sammen tilbydes et bredt sortiment af forskellige muligheder, så som forskellige dykkerkurser for begyndere, børn eller kendere, dyk til kendte vrag eller blot ud i det blå og halve eller hele dages dykkerudflugter. Man kan henvende sig her: Divingin Elba eller Unica Diving

Mountainbiking

En rigtig fornøjelig måde at opleve Elba på er på ryggen af to solide mountainbike-hjul. Og det er en udbredt form for ferieaktivitet på øen. Man kan endda tilmelde sig en mountainbike tur, der er tilrettelagt efter hvilken sværhedsgrad, man ønsker. En del af disse ture inkluderer teknisk rådgivning vedr. ens cykelposition og siddestilling, løsning i forbindelse med mekaniske problemer og kortlæsning/brug af gps. For yderligere information: Gian.mtbelba@libero.it

Hiking

Det er oplagt at bruge nogle timer eller dage på at vandre gennem Elbas skønne naturområder. Og det er kun fantasien og kræfterne, der sætter grænser for hvor til og hvor lang din tur skal være. Hvis du gerne vil hike med professionelle guider, kan det også arrangeres. Spørg dig frem, der hvor du bor, for der er mange stier, ruter og arrangører.

Golf

Har man en passion for at spille golf, også og særligt i ferietiden, kan man henvende sig til Elba Golf Club Acquabona for at forhøre sig om forholdene omkring deres bane (ni huller), der er beliggende ved Acquabona. Golf klubben råder over putting green, bar og pool. For yderligere info: Elba Folf Club Acquqabona

Badeferie

130 navngivne strande

Når man befinder sig på en ø, omgivet af vand, er det oplagt at vælge en ferie, der tager udgangspunkt i vandet, nemlig badeferien. På Elba findes vand til alle aldre, der imødekommer alles ønsker.

Man kan vælge at dyppe sig i badebassinets kontrollerede og himmelblå vand på et af de mange herlige feriecentre eller agriturismi på øen. Er man til det afsides, skal man finde ind fra vandsiden til en af de mange afsidesliggende laguner, hvor man på en god dag kan bade helt for sig selv under sommerens hede sol – prøv eksempelvis langs øens nordlige østkyst nord for Rio Marina. Kan man godt lide de store strande med alt hvad det betyder af liv og aktiviteter og badedyr og handlende, så kan man eksempelvis tage til stranden i Marina di Campo, som ligger som en del af byen med en smuk palmebestrøet promenade. Der er utallige mindre strande med mere eller mindre former for aktiviteter tilknyttede.

Elba har nemlig ca. 130 navngivne strande at vælge imellem. Heriblandt finder man foruden de vellidte sandstrande, strande med grus, strande med rullested, strande omgivet af vild natur, bløde eller knudrede klippefremspring i passende afstand til en badetur og strande der er overstrøet med tørret tang – de såkaldte felci, som er meget eftertragtede på øen. Man finder også strande der er sorte eller gule, indfarvet af den mineralholdige jord og hvor vandet skvulper ind over kysten med rustrøde bølger påvirket af jernet i undergrunden.

På Elba gælder de samme regler mht. signalering, som på de danske strande. Husk rødt flag betyder, at det er forbudt at bade, gult og rødt flag betyder at der ikke er en livredder til stede og derfor skal man selv udvise særlig stor opmærksomhed og forsigtighed.

Elba er også for børn

Elba er også for de mindste, der nyder en dag omgivet af kendte husdyr, fortidens fortryllende dinosaurer og hoppeborge er blot blandt nogle af de aktiviteter, der tilbydes i Elbaland. Legelandet har åbent daglig fra solopgang til solnedgang i sommermånederne og er beliggende uden for Portoferraio ad vejen mod Capoliveri. For yderligere info: Elbaland
Af andre børnevenlige aktiviteter kan vi nævne Elbas akvarium ved Marina di Campo, der udstiller dyrelivet i det omkringliggende middelhav. Akvariet har hen ved 150 forskellige arter, hvoriblandt visse er sjældne i naturen, mens andre er mere almindeligt forekommende. For yderligere info: Acquario Elba

Wellness på Elba

Elba er wellness for øjnene og for sjælen, det salte hav gør godt for huden og en kortere eller længere ferie burde gøre godt for alle. Men er det ikke nok, så kan man også bestille tid til wellness-behandlinger i en mere konkret forstand, bl.a. på Terme San Giovanni. Her tilbydes der behandlinger med mudder, alger og havets planter, som bl.a. modvirker cellulitis, overvægt, psoriasis, stress og sarte knogler for blot at nævne nogle af de mange lidelser, de mener at kunne lindre på Terme San Giovanni. Er du interesseret i at vide nærmere, kan du læse her: Terme Elbane

 
 

Populært på Elba Ø

Cala di Mola

Porto Azzurro

Residence Elba VIP

Porto Azzurro

search map