Kasper og familien og vennerne fra Rødovre boede på Villa Franca i Casalvelino fra d. 31. august til d. 14. september 2011.
August 2011
Vi har haft en helt fantastisk tur til Casal Velino. Villa Franca var helt perfekt for vores to familier med hver to små børn i alderen 2-5 år. Lejlighederne var store og flotte og den dejlige gårdhave var perfekt legeplads for vores børn og spisepladsen foran den nederste lejligheds køkkenvinduer (der kunne åbnes helt op, så det næsten fungerede som en "bar") var rigtig hyggelig. Vi fik også lov at låne udlejeres grill. Altanerne på den anden side af huset havde en fantastisk udsigt, som især blev nydt om aftenen, når solen var gået ned og børnene sov. Swimmingpoolen var nok det bedste ved hele stedet. Billederne fra jeres hjemmeside havde givet os høje forventninger og vi var lidt bange for at blive skuffede.....Men det blev vi ikke. Det kan næsten ikke beskrives så flot den er placeret med udsigt til den lille bjergby Casal Velino og middelhavet. Alt er også meget pænt og velholdt og ejerne er utroligt søde, selvom de ikke taler engelsk og vi ikke taler italiensk. Datteren i huset er dog god til engelsk og hjalp os ved ankomst og afrejse. Vi spiste en enkelt aften på ejernes restaurant Le tre Sorelle, hvilket var utroligt lækkert og meget hyggeligt. Vi spiste også 2 aftener på Agriturismo Zio Cristoforo, hvilket var mere børnevenligt og god mad. Den lille by Casal Velino ligger 5-10 minutters gang fra huset og her gik vi op et par gange for at få en is og en kop kaffe. Der er meget roligt og hyggeligt. Der er ingen restauranter men en del cafféer og lidt indkøbsmuligheder. Nede i havnebyen Casal Velino var der lidt flere indkøbsmuligheder og restauranter, men man skal ikke forvente det helt store shopping.....Vi så stort set ikke en udenlandsk turist i de 14 dage vi var der, og det afspejler byen og livet i byen også. Alt er på Italiensk, så man skal huske sin parlør. Men vi syntes det var hyggeligt. Vi tog flere ture til de nærliggende strande, som alle var dejlige, men vandet bliver hurtigt dybt og der var nogle dage med meget store bølger. Stranden lidt uden for nabobyen Ascera var nok den bedste. Vi kørte også en tur til Amalfi og Ravello. Det tog godt 2 timer og var helt klart køretiden værd. Den snoede kystvej var fantastisk smuk og byerne meget hyggelige omend mængden af turister (og de høje priser) ligepludselig var meget overvældende, i forhold til hjemme i Casal Velino. En times sejltur langs kysten fra Amalfi i en lejet båd med skipper (til 80 euro) var også en stor oplevelse, hvor vi fik set de flotte byer og huse fra vandsiden og børnene fik lov at styre båden. Til sidst en stor tak til jer fra In Italia fordi i fra start til slut har ydet en fantastisk god service. Jeres hjemmeside er god at blive inspireret af og jeres beskrivelser af stederne virker meget realistiske. Når man henvender sig til jer er i også gode til at vejlede og vi er meget taknemmelige for at i hjalp os med at vælge Villa Franca. Derudover har i hele tiden været gode til at svare hurtigt på vores spørgsmål, så vi har været utroligt tilfredse med det hele.
"Swimmingpoolen var nok det bedste ved hele stedet. Det kan næsten ikke beskrives så flot den er placeret med udsigt til den lille bjergby Casal Velino og middelhavet. " Læs mere