Kurbade i Cassano

og antikke ruiner i Sibari

Kurbade er kendt i italien helt fra antikken, og bl.a. i Syditalien er der flere kurbade, Terme som de kaldes hernede, der er karakteristiske ved vandets store svovlindhold. Et af dem er Terme Cassano.

Fra antikken

Termerne i Cassano, en mellemstor by i det nordøstlige Calabrien, stammer også tilbage fra antikken. De omtales 700 år før vor tidsregning, men blev i tidens løb glemt. Først i 1950erne tog man fat på at gøre dem anvendelige igen, og i 1969 åbnedes de for publikum.

 

Ejerne lover at badene er under streng videnskabelig kontrol, og der er endog tilknyttet læger til stedet. Man forsikrer også, at vandet er godt mod en lang række lidelser, hvad enten man bader i det, indsnuser det, får en udskylning eller tager sig et mudderbad.

En god kombination

Man kan med held kombinere besøget i termerne med en visit til de nærliggende grotter, Grotte di Sant’Angelo, lidt syd for Cassano. Det er fascinerende grotter, udhulet gennem tiden af underjordiske vandløb. De bærer samtidig vidnesbyrd om menneskelig beboelse helt tilbage fra stenalderen.

Fortsæt til kysten

Endelig kan man fortsætte ud til kysten til resterne af den antikke, græske by Sybaris*. Her kan man foruden ruinerne af den græske by se resterne af bebyggelse fra tidlig jernalder og fra romertiden, blandt andet et teater.

* Sybaris, på italiensk Sibari, blev grundlagt af græske kolonisatorer omkring år 720 før vor tidsregning. Byen var så kendt for sin velstand, at ordet sybarit er kommet til at betyde en person der lever i overflod og luksus. Byen blev ødelagt af nabobyen Kroton år 510 før vor tidsregning.