Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Syditaliens mest afslappede region

Calabrien er en af de smukkeste regioner i Syditalien. Høje bjerge, skovklædte områder, skønne fine sandstrande med krystalklart hav og små interessante byer i et uberørt landskab.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Calabrien var i antikken en del af Magna Graecia og mytologien synes næsten at være knyttet til det smukke og øde landskab. Men Calabrien er mere end blot mytologi. Store personer som fx Pythagoras boede i Calabrien. I Sibari grundlagde man de bedste træningscentre for antikkens deltagere i Olympiaden.

Et besøg i Calabrien er først og fremmest et besøg der fokuserer på havet og naturen som netop i denne region er enestående. Men vestkysten byder også på flere pittoreske småbyer hvor man kan opleve den herlige afslappende atmosfære.

Byer

Seværdige kystbyer

Cosenza, af græsk oprindelse, er en meget gammel by der allerede var kendt under de puniske krige. Faktisk var byen på Hannibals side mod romerne. Byens historiske centrum er velbevaret og store historiske personer som fx den tysk-romerske kejser Frederik den anden var i sin tid med til at restaurere byens største monumenter. Cosenza har flere ældre og interessante seværdigheder fx klostre og paladser.

Catanzaro er Calabriens hovedstad. Byen ligger i en højde af cirka 350 meter med en pragtfuld udsigt ud over Musofalo og Fiumarella dalene. Trods byens lange historie der vidner om tilstedeværelsen af selve Robert Guiscard, fremstår byen i dag på mere moderne vis på grund af omfattende jordskælv i 1700 tallet. Barokken er derfor rigt repræsenteret i Catanzaro. Men byens rødder går helt tilbage til det mægtige Byzantinske rige.

Reggio di Calabria på Calabriens sydligste spids stammer helt tilbage fra år 700 før Kristi fødsel. Byen ligger ud til det smukke Messinastræde med udsigt til den smukke ø Sicilien. Blandt byens omkringliggende appelsinplantager og palmetræer finder man gamle græske ruiner og resterne af romerske badeanstalter med smukke gulvmosaikker der vidner om en glorværdig fortid. Byens nationalmuseum rummer flere fantastiske græske kunstværker deriblandt de 2 kæmpestatuer, som er næsten 2 meter høje og som blev fundet i Messinastrædet i 1972. Byens romanske domkirke er også et besøg værd.

Crotone er en by der indtager en central plads i Magna Graecias historie. I dag er Crotone en mere moderne industri- og handelsby. Men meget af Crotones historiske centrum er trods alt velbevaret. Domkirken med Byzantinske malerier må siges at være en af de største seværdigheder. Borgen fra 1541 opført af den spanske don Pedro fra Toledo som forsvarsværn mod saracenske angribere kan man også aflægge et besøg.

Tropea menes at være grundlagt af selve Scipio Africanus da han vendte tilbage efter at have besejret Karthago. Men her har også været Arabere, Normannere og Spaniere. Byens 4 kilometer lange hvide sandstrand og det uberørte landskab gør Tropea til et interessant sted. Den gamle bydel er særlig interessant og stemningsfuld med de mange snævre gyder, stræder, piazza Ercole, og flere adelige bygninger.

Scilla hviler pittoresk på klipperne over havet. Byen er meget malerisk og smuk. Fra slottet Ruffo kan man opleve en fantastisk solnedgang over havet som farver havet rødt og nogle gange gør det muligt at se de æoliske øer.

Gerace ligger midt i et betagende landskab. Her er middelalderstemningen intakt. Byen har flere gamle kirker og huse, små pladser og smukke gader der gør byen til en speciel oplevelse.

Stilo er af Byzantinsk oprindelse og ifølge nogle personer Calabriens vigtigste by med hensyn til kunst og historie. Byens juvel er Cattolica di Stilo af Byzantinsk oprindelse. Her findes også et normannisk kapel. Den gamle bydel er en labyrint af hyggelige gader. Domkirken med dens romanske og gotiske indgang er også fascinerende.

Calabrien har flere små interessante byer som ligger langs kysten eller i bjergene fx Montalto Uffugo, Guardia Piemontese, Pizzo, Nicotera, Tiriolo og San Bruno.

Historie

Fra Magna Graecia-tiden til spaniernes togt

Calabriens historie bærer præg af at have været en del af det mægtige Magna Graecia og herefter det store Romerrige.

Flere steder ser man også spor fra perioden hvor det Byzantinske rige havde herredømmet over denne del af Italien fx i byen Stilo.

Normannerne som havde deres hovedbase på Sicilien har også efterladt mange monumenter i Calabrien. Ligeledes har den tysk-romerske kejser Frederik den anden været med til at præge Calabrien.

Spanierne dominerede i mange år Calabrien hvilket også ses i den særlige aragonske byggestil.

Sol & Strand

Eksotiske sandstrande

Det er ikke mange steder i middelhavet der kan prale af så fantastiske sandstrande og klippestrækninger som Calabrien. Her til skal man tilføje at havet er uimodståeligt indbydende og krystalklart.

Uanset hvor man vælger at opholde sig i Calabrien vil der være fortrinlige muligheder for en afslappet badeferie hvad enten man foretrækker at bade fra klipper eller en dejlig sandstrand.

Vi kan yderligere tilføje at der findes flere mindre strande som næsten er utilgængelige til fods men hvor man vil have mulighed for at få stranden for sig selv, hvis man altså kan kommer der til.

Nogle af Calabriens mest populære sandstrande og klippestrækninger er Santa Maria dell’Isola i Tropea, Scoglio dell’Ulivo i Palmi, Pietra Grande ved Catanzaro, Copanello ved Catanzaro, San Nicola Arcella og Costa di Cetraro ved Cosenza, Isola di Capo Rizzuto ved Crotone og Capo Vaticano.

Naturoplevelser

Brede sandstrande og frodigt højland

Store dele af Calabrien tilbyder en storslået og uspoleret natur. Regionen er rig på bjerge. Disse egne er stadig forholdsvis ukendte. Nogle af bjergene er stejle, rå og barske med dybe slugter, mens andre er bløde og skovklædte.

De Calabresiske bjerge tilbyder hele tre nationalparker, Pollino, Sila og Aspromonte og mere end 16 naturreservater. Bjergegnene har en rig fauna heriblandt ulve og ørne. Her findes også en rig flora af blomster og træer fx forskellige typer eg, fyr samt ahorn.

Sne er en naturlig del af bjergegnene i vintermånederne. Efteråret er særlig smukt når farverne skifter. Hvis man er til enestående naturoplevelser i et endnu uspoleret landskab kan Calabrien tilbyde alt hvad hjertet begærer.

Mad & vin

Gastronomi hånd i hånd med naturen

Gastronomien i Calabrien er præget af to væsentlige faktorer, nærheden til havet og de store bjerge. Typen af mad afhænger i høj grad af hvor i Calabrien man befinder sig. Et ophold langs kysten vil selvsagt være karakteriseret af fisk, fisk og atter fisk, hvorimod et ophold i bjergene byder på vildt og i det hele taget langt mere kød.

Fisk & Skaldyr: Tun og sværdfisk spises der rigeligt af. Fra de små havnebyer drager fiskerne stadig ud i deres traditionelle både og fanger de store fisk efter gamle traditioner. I Calabrien holder man også meget af fx søpindsvin.

Kød, vildt & fjerkræ: Lam og gedekid spises overalt i Calabrien. I bjergene spiser man derudover vildt som hare og dådyr.

Pølser & skinke Det er i hele Calabrien muligt at smage pølsen Capocollo di Calabria som er fremstillet af svinekød. ’Nduja er en særlig pølsespecialitet som er meget pikant og som smøres ud på brød. Pancetta di Calabria er lufttørret bacon som krydres med tørret chilipulver. Salsiccia di Calabria fås også i hele Calabrien og er fremstillet af svinekød.

Ost: Calabriens efter sigende bedste ost er Pecorino del Monte Poro, altså en fåreost fra bjergene. Området hvor fårene græsser er rigt på krydderurter hvilket kan smages i osten. Osten nydes bedst som mellemlagret.

Søde sager: Marcipan og tørrede figner med forskellige typer fyld hører til blandt nogle af de foretrukne søde sager.

Vin & Vingårde: Calabrien har endnu ikke præsteret de helt store resultater på vinområdet selvom der findes nogle enkelte fremragende vingårde. Det betyder selvfølgelig ikke at man ikke kan få et godt glas lokal vin men at der er langt imellem de helt store vinoplevelser. Ikke desto mindre findes der også i Calabrien nogle virkelig gode vingårde som laver vin på gode lokale druer. Herunder følger navne på disse vingårde: Odoardi, San Francesco, Librandi.

Hvordan vil du holde ferie

Calabrien byder på noget for alle og uanset om du rejser på ferie for at opleve kultur og historie eller bare vil slappe af og nyde den smukke natur finder du det i Calabrien. Her kan du læse om nogle bud på forskellige ferieformer:

Aktiv ferie

Store dele af regionen Calabrien består af storslået natur og fine sandstrande. Regionen er desuden rig på bjerge og kan prale af hele tre nationalparker og mere end 16 naturreservater som indbyder til en aktiv ferie. Uanset om du foretrækker at vandre, cykle eller ride, så er der mange muligheder i Calabrien.

Sne er utroligt nok en naturlig del af bjergene i vintermånederne. Om efteråret er landskabet meget smukt, da naturen viser sig i alle palettens farver. Foruden det smukke og spændende indland kan man holde en aktiv ferie på havet ved f.eks at sejle til de Æoliske Øer og ikke mindst til øen Stromboli

Det autentiske Calabrien

Regionen Calabrien byder på et fint udvalg af autentiske byer. Scilla, Gerace, Scalea og ikke mindst Tropea er alle små hyggelige byer med små gader og stræder og ikke mindst alle de stemningsfulde pladser hvor lokalbefolkningen ynder at samles om aftenen. Disse pladser elsker vi skandinaver at opleve, når vi besøger Calabrien ! Næsten alle de små byer i Calabrien giver dig mulighed for som turist at opleve det ægte Italien. Noget vi heller ikke må glemme, når vi taler om det autentiske syditalien, er den varme gæstfrihed vi mødes med når man ankommer til sin feriebolig eller til aftenens udvalgte restaurant. Overalt modtages man med åbne arme, og det er måske det vi elsker allermest ved det autentiske Syditalien.

 
 

Populært i Calabrien

Agriresidence Ninea

Capo Vaticano

Le Case di Berto

Capo Vaticano

Il Convento

Tropea

search map