Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Indeklemt region med interessante byer

Basilicata ligger klemt inde mellem regionerne Campania, Calabrien og Apulien. Basilicata hører til blandt Italiens mindst besøgte områder. Store dele af regionen domineres af et bjergrigt og grønt landskab, hvor der er langt mellem (lands)byerne. Regionen byder især på to meget interessante byer Matera, der med sin gamle bydel er et kapitel for sig og Venosa som er en mindre, men fascinerende by med spændende seværdigheder og hyggelig stemning.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Lidt om Basilicata

Flere af Basilicatas byer ligger mere end 700 meter over havets overflade, hvorfor der selv om sommeren i aftentimerne kan være forholdsvis køligt. I øvrigt hører Basilicata faktisk til en af Italiens køligste regioner i vintermånederne. Landskabet i Basilicata varierer meget og der er stor forskel på at opholde sig f.eks. ved den Joniske kyst eller den vestlige kyststrækning som er klipperig. Den nordlige del af Basilicata er af vulkansk oprindelse. Her er jorden mere frugtbar og området er rigt på fæstninger og slotte fra middelalderen.

Et andet aspekt af Basilicata som bestemt yder romantikken retfærdighed er Matera. Lad jer opsluse af det labyrintiske netværk af gyder og stræder, og besøg fx den lille selvstændige kunstner, som laver religiøse ikoner på tegl fra Matera … han er sommetider at finde i et af grottehusene ved hulekirkerne. Om aftenen syder den sydlandske aftensstemning på Via del Corso i Materas nyere bydel.

Chancen for romance i Basilicata er god. Regionen har et råt og vildt udtryk i bjergene og i det bakkede terræn. Selv om Basilicata ikke er spækket med landsbyer, så er de eksisterende til gengæld fulde af charme. Besøg fx Venosa, som i sit stemningsfulde centrum på den lille piazza indbyder til kvalitetstid.

Et tilbageblik

Basilicata har som sine naboregioner også været under indflydelse af mange forskellige nationaliteter og imperier f.eks. grækerne, romerne, byzantinerne, saracenerne og normannerne. Man har flere steder i regionen mulighed for at se spor fra disse forskellige epoker.

De ferieboliger og indkvarteringssteder vi tilbyder i Basilicata kan både for sig selv eller sammensat fungere som en ren Basilicata-ferie, men på grund af regionens nærhed til Apulien, Campania eller Calabrien kan en ferie i Basilicata sagtens kombineres med en eller fler af disse regioner alt efter ønske.

Aktiv ferie

Hvis du er til et bjergrigt terræn og mennesketomme områder, så lad dig friste af Basilicatas udbud af naturoplevelser. De skovområder, der findes i Basilicata, er rige på flora og fauna – og Monticchio-søerne (to cirkelformede vulkansøer) og Sirino-søen er begge et besøg værd. Det er aktiv ferie, når det er bedst.

Har du stadig ikke fået nok aktiv ferie, så aflæg Pollino Naturreservat (Italiens største) et besøg. Reservatet ligger i såvel Calabrien som Basilicata og er et underskønt område, der når imponerende højder over 2.200 meter og rækker helt ud til både Det Joniske Hav og Det Tyrrhenske Hav. Her finder du skovområder, klippeformationer, grotter, floder og søer, som gør en tur i området til en smuk oplevelse.

Byer

Potenza

Potenza, som er Basilicatas hovedstad, er samtidig den højest beliggende regionshovedstad i Italien. Den ligger i cirka 820 meter højde. Selvom byen har været underlagt mange forskellige kulturer og folkeslag er det meste af det historiske centrum ødelagt på grund af omfattende jordskælv. Men der findes trods alt en del monumenter i byen som er værd at besøge f.eks. den romerske villa, katedralen og kirken San Francesco d’Assisi.

Den historiske labyrintby Matera

Matera er en malerisk by med en rig historie. Byen kom i middelalderen under primært byzantinsk herredømme som skiftevis blev afløst af lombardisk, saracensk og normannisk kontrol. Under Normannerne kom Matera under direkte indflydelse af kongen, hvilket betød at blomstrede i denne periode. Byen har mange interessante seværdigheder fra forskellige epoker. Byen er især kendt for den mange huler i klikkerne, som så sent som frem til 1960’erne var beboede, indtil regeringen tvangsflyttede beboerne til nyere bebyggelse. I 1994 blev I Sassi di Matera, af UNESCO, erklæret en del af Verdens kulturarv.

Rivello er en hyggelig lille by som ligger i skønne omgivelser med en dejlig udsigt over Noce dalen.
Maratea - bør ikke forveksles med Matera - da byerne er vidt forskellige. Maratea er Basilicatas livlige badeby, hvor festglade unge om aftenen indtager diskotekerne og om dagen ligger side om side på de dejlige strande med det knejsende San Biagio-bjerg i ryggen. Byen har nu også megen kultur at byde på, hvorfor den også tiltrækker et ældre publikum. Med over 40 kirker og mange kunst- og musikarrangementer i sommermånederne, er her meget at tage fat på.

Andre nævneværdige byer

Muro Lucano er en charmerende mindre by, der ligger i en højde af cirka 600 meter med et flot panorama ud over dalene. Byens historie er meget lang og der findes spor fra Romerne.

Brienza er en anden lille charmerende by som ligger i flot område som tidligere var under lombardisk og derefter normannisk herredømme.

Melfi er den vigtigste by i Vulture området som har et fantastisk normannisk slot ”Castello Normanno-Svevo”, hvori man også finder det interessante nationalmuseum ”Museo Nazionale del Melfese”. Byens domkirke er oprindeligt af normannisk konstruktion, men er senere blevet restaureret i barok.

Historie

Basilicata eller Lucania?

Basilicata har altid haft en vigtig strategisk betydning rent geografisk. Klemt inde mellem tre have, mellem øst og vest har betydet, at mange folk og kulturer har lagt vejen forbi og især den tysk-romerske kejser Frederik d. II gjorde sit for at befæste og konsolidere sin position i den nordlige del af regionen.

Grækernes tidligere tilstedeværelse er bevidnet gennem ruinerne af det græske teater og templer i Metaponto.

Basilicata er den eneste region i Italien, der kan bryste sig med, at have hele to navne. Basilicata er det officielle, mens Lucania er mere ukendt. Regionen blev kaldt Basilicata for første gang i et dokument dateret tilbage til 1175, og udspringer formentlig fra navnet ”Basiliskos” som var en byzantinsk administrator.

Basilicata er stadig i dag en af Italiens fattigste regioner, men det kan ikke mærkes på regionens indbyggere der er stolte over hvad de har og at de har kunnet opretholde en hverdag i denne region igennem flere generationer. De har ikke altid haft lige gode vilkår, da jorden kan være vanskelig at dyrke afgrøder på og klimaet desuden ofte er tørt.

Sol & Strand

Vælg mellem to have

Basilicatas kyststrækning er ikke så lang (ca. 70 km), men derimod har den noget at byde alle. Miniput-regionen Basilicata ligger godt indeklemt mellem naboregionerne Calabrien, Campania og Apulien – og kystlinjen er meget begrænset. Til gengæld har Basilicata kyst ud til to have; nemlig Det Joniske Hav og Det Tyrrhenske Hav. Ved Det Joniske Hav, som fra Apulien til Calabrien blot tager ca. ½ time i bil, er der gode chancer for sol og strand, eller man kan besøge de arkæologiske udgravninger ved Metaponto.

Ved Det Tyrrhenske Hav gælder samme tidsaspekt; det tager blot ca. ½ time at køre langs Basilicatas kyst fra Campania til Calabrien. Men her præger andet end sandstrande kystlinjen – skulpturelle klippepartier afløses af hemmelige sandbugter. Strækningens smukkeste ferieby er utvivlsomt Maratea, hvor man både finder klipper, sol og strand og en stemningsfuld by.

I Policastro-golfen, lige under det sydlige Campania, ligger Basilicatas vestlige kystlinje. Her møder de kalkholdige bjerge det Tyrrenske Hav, hvilket gør området utroligt smukt. Små indhak for foden af bjergene lægger an til dejlige små strande med fint sand, hvor af nogle kun kan nås med båd. Området er også og særdeles velegnet til dem der holder af at bade fra klipper og snorkle eller dykke. Her findes nogle af regionens mest rene badestrande. Af gode strande i området kan nævnes Acquafredda, Fiumicello, Santavenere, Marina di Maratea og Maratea Castrocucco – alle nær byen Maratea v. Policastro-bugten.

Regionens østlige kyststrækninger ud mod det Joniske Hav skifter ligeledes mellem sandstrand og klippestrækninger.

Naturoplevelser

Landskabets sammensætning

Regionen kan groft opdeles således: 7/10 bjerge, 2/10 bakket landskab og 1/10 fladt landskab, som vi kender det fra Danmark.

Da Basilicata er en bjergrig region har man også mulighed for at finde mange skønne naturoplevelser. De skovområder der findes i Basilicata er rige på flora og fauna og Monticchio-søerne (to cirkelformede vulkansøer) og Sirino-søen er begge skønne naturområder.

Pollino nationalparken ligger i såvel Calabrien som Basilicata og er et stort underskønt område, der når imponerende højder over 2.200 meter. Her findes store skovområder, floder og mindre søer som gør en tur i området til en smuk oplevelse. Husk proviantering! Se næste faneblad: Mad og vin for inspiration.

Mad & vin

Basilicatas rustikke køkken

Store dele af Basilicata består af uspoleret og ren natur. Her går svinene og fårene frit rundt og græsser på engene og bjergsiderne. Ved første indtryk virker Basilicatas køkken måske en anelse rustikt, men variationen er faktisk stor og hvert område ændrer retterne i forhold til de lokale produkter.

Skovområderne er rige på de dejligste skovbær, hindbær, jordbær, brombær, ribs og blåbær. Kød indgår faktisk også i mange af de traditionelle retter i regionen. Det siges, at når den tysk-romerske kejser Frederik d. II festede, bestod retterne ofte af spydstegt kød, fasaner, harer, lærker og de lokale grise fra skovområderne.

Fisk & Skaldyr: I de centrale dele af Basilicata spiser man ferskvandsfisk, hvorimod man langs kystområderne naturligvis er mere tilbøjelig til at spise fisk fra havet.

Kød, vildt & fjerkræ: Man spiser gerne svin og lam i Basilicata, men skovområderne er rige på vildt som harer, dådyr og fasaner som man også holder meget af.

Pølser & skinke: Blandt Basilicatas bedste pølser og skinker nævnes her Capicollo Lucano som er lavet af svinekød og krydret med chilipulver, Lucanica (af svinekød), den lufttørrede bacon Pancetta tesa lucana, og ikke mindst Prosciutto lucano, som laves i næsten 900 meters højde som bevirker at skinken modnes perfekt.

Ost: Der laves især to gode oste i Basilicata henholdsvis en på komælk Caciocavallo Podolico som lagres i lang tid og en på fåremælk Casieddu di Moliterno som indpakkes i bregneblade.

Søde sager: Taralli er en slags kiks, der enten består af mandler eller chokolade.

Vin & Vingårde: Hvem ville tro at der i Basilicata findes et fantastisk vinområde, der hedder Monte Vulture, hvor der laves fremragende vine, som flere steder har opnået kultstatus. Druen hedder Aglianico og er en vidunderlige drue som også er meget udbredt i Campania. Jorden her er mere fertil grundet den vulkanske undergrund, der har et højt indhold af potassium, nitrogen og kalk.
De gode producenter af Aglianico di Vulture skaber vine af høj international klasse som endnu er ukendt på vores breddegrader, men som har fået stor succes i især USA og blandt de bedste restauranter kloden rundt. Basilicata producerede sin første DOC-vin i 1973.
De bedste vingårde i Basilicata er f.eks. Cantine del Notaio, Elena Fucci, Le Querce og Paternoster.

 
 

Populært i Basilicata

search map