Apulien er en af de mest eksotiske italienske regioner. Forskellige kulturer som grækere, romere, longobarder, arabere, byzantinere, normannere, hohenstaufere, franskmænd, spaniere - sågar østrigere - har hersket her! De mange kulturer har sat deres præg på landskabet, maden og arkitekturen. Apulien er en uvurderlig skat af kirker, borge, store herresæder og andre spændende bygningsværker.


Salento-halvøen i den sydlige del af Apulien er et fascinerende område med skønne dramatiske kyststrækninger, smukke sandstrande der leder tankerne mod troperne, spændende landsbyer og barokbyer som fx
Lecce. Men også det smukke landskab i Itria-dalen med de interessante og flotte byer
Locorotondo,
Alberobello,
Fasano og
Martina Franca fortjener et ophold.


Apulien er i stor udstrækning dækket af olivenlunde med op til 3000 år gamle oliventræer, og regionen står for op mod 50% af den samlede italienske produktion af olivenolie. Apulien er også kendt for sine ældgamle stengærder og fascinerende rødbrune muld, som klæder landskabet. Endelig finder man i Apulien nogle af Italiens smukkeste sandstrande.