Altamura

Altamura er en smuk og rig by, hvor man let kan bruge et par timer eller et par dage. Her bliver det tydeligt, at Apulien er den rigeste region i Syditalien, og Altamuras strøg står ikke tilbage for de nordlige byer, hvad angår flotte butikker og caféer. Stemningen i byen er varm og imødekommende, og man føler sig lysår væk fra Baris betændte centrum.

Byen ligger på et højdedrag og er delvist omgivet af bymure. Hér lå en by allerede under den første periode af græsk kolonisation (8. årh. før Kristi fødsel), og man kan stadig skimte spor efter den første bymur fra omkring det 5. årh. før Kristi fødsel. Denne første by, hvis navn vi ikke kender, må have været temmelig stor, for bymuren måler ca. 3,7 km i omkreds og er somme steder over 5 m tyk. Byen blev siden ødelagt af saracenerne, og først i 1230 grundlagde den store Frederik II atter en by på stedet. Han tiltrak grækere, normanner, jøder og andre fra de omkringliggende byer ved at begunstige den ny by med specielle privilegier. Frederik lod bygge en storslået domkirke og en borg, denne sidste blev dog destrueret i det 14. årh.

Siden blev byen givet i len til store adelsfamilier under de andre herrer. I 1700-tallet var Altamura en intellektuel by af rang, og den havde fra 1748 til 1799 sit eget universitet. Byen var også en glødende tilhænger af den parthenopæiske republik, der opstod i kølvandet på Den Franske Revolution, og blev derfor belejret, plyndret og mange forsvarere massakreret i 1799. Denne position var ikke gået helt i glemmebogen under Italiens samling, thi da blev byen sæde for Apuliens første provisoriske regering. Den heroiske modstand mod kardinal Fabrizio Ruffos tropper gav også byen tilnavnet Leonessa di Puglia, Apuliens løvinde.

På trods af de græske mures tilstedeværelse, er det dog Frederik II's mure, der stikker mest i øjet. De må have været imponerende engang, for det er efter dem at byen har sit navn. Værd at lægge mærke til er også San Niccolò dei Greci, en lille kirke fra det 13. årh., i hvilken det græsk-ortodokse ritual blev udført indtil 1601.

Men la pièce de résistance er alligevel domkirken Santa Maria Assunta, en af Apuliens fire palatinske domkirker, dvs. kirker der havde egen jurisdiktion og kun skulle svare over for kejseren. Kirken frembyder en fascinerende blanding af stilarter: apulisk romansk, gotik og barok. Arbejdet blev startet af Frederik i 1232, og kirken blev genopbygget efter det store jordskælv i 1316. I 1534 undergik den endnu en forandring, da man vendte den 180 grader: det store, smukke rosevindue (en sand perle) blev pillet ned og sat op på den anden ende. Hvor apsis før havde været, var der nu hovedindgang! Det oprindelige gotiske vindue fra 1232, som havde været i apsis, blev også flyttet og befinder sig nu i facadens venstre halvdel (ved siden af et par våbenskjolde, hvoraf det største bærer Carlos V's våben). I det 16. årh. tilføjede man så også to kampaniler i ægte barokstil. Hovedindgangen stammer fra 14.-15. årh. og er en af Apuliens smukkest dekorerede. Kirken er især smuk udvendigt og har en prægtig portal.

Lige ved siden af domkirken ligger den berømte café Padre Peppe, der siden 1832 har fremstillet sin bitter af samme navn. Baren minder om længst svundne tider. Også priserne virker gamle, således koster en af stedets specialiteter, en vellavet konditorkage ved navn Soffio, kun 5 kr., og priserne er ikke højere for at sidde ved en af de små marmorborde.

Vil man smage noget, som har vundet Altamura ære, skal man gå ind til bageren Vincenzo Dambrosio i Via Vittorio Veneto 24 og købe et af hans fantastiske brød. Det apuliske brød sælges over alt i Italien, og her finder I det lavet efter de bedste håndværkstraditioner.