Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Fremmede kulturer har sat deres præg

Apulien er en af de mest eksotiske italienske regioner. Forskellige kulturer som grækere, romere, longobarder, arabere, byzantinere, normannere, hohenstaufere, franskmænd, spaniere - sågar østrigere - har hersket her! De mange kulturer har sat deres præg på landskabet, maden og arkitekturen. Apulien er en uvurderlig skat af kirker, borge, store herresæder og andre spændende bygningsværker.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Salento-halvøen i den sydlige del af Apulien er et fascinerende område med skønne dramatiske kyststrækninger, smukke sandstrande der leder tankerne mod troperne, spændende landsbyer og barokbyer som fx Lecce. Men også det smukke landskab i Itria-dalen med de interessante og flotte byer Locorotondo, Alberobello, Fasano og Martina Franca fortjener et ophold.

Apulien er i stor udstrækning dækket af olivenlunde med op til 3000 år gamle oliventræer, og regionen står for op mod 50% af den samlede italienske produktion af olivenolie. Apulien er også kendt for sine ældgamle stengærder og fascinerende rødbrune muld, som klæder landskabet. Endelig finder man i Apulien nogle af Italiens smukkeste sandstrande.

På rejse efter det autentiske Italien

Apulien byder på et sandt tag-selv bord af alt det bedste, når det gælder det autentiske og pittoreske Italien. Små  hyggelige byer med små stræder og ikke mindst alle de stemningsfulde pladser, hvor lokalbefolkningen ofte samles om aftenen. Disse piazzaer elsker vi skandinaver, når vi besøger Apulien ! Næsten hver en by i Apulien giver dig mulighed for som turist at opleve det autentiske Italien. 

Noget vi heller ikke bør glemme når vi taler om det autentiske Syditalien er den varme gæstfrihed som man mødes med, når man ankommer til sin feriebolig eller aftenens udvalgte restaurant. Overalt modtages man med åbne arme og det er måske det vi elsker allermest ved Syditalien! 

Aktiv ferie

Hvis man vil være aktiv under sin ferie i Apulien, så er mulighederne mange. Selv om strandene og vinen i regionen er skønne, kan det også være rart at komme ud i den eksotiske natur i denne spændende region. Uanset om du foretrækker at vandre, cykle eller ride, så er der mange valgmuligheder i Apulien. Fra nord til syd kan du få en aktiv ferie med syditaliensk stemning.

Gargano Nationalpark og Vieste byder på fine sandstrande og kalkklipper, Itriadalen med sin smukke natur og varierende byer er et smørhul for den aktive turist. Sydpå findes Salento med gode muligheder for cykelture også selv om det kun er på motionsplan da vejene i juli måned kun er lidt trafikerede. Så rejs til Apulien og få en aktiv ferie efter dine egne ønsker. 

Ferie i egen villa

I Apulien er der fine muligheder for at leve den italienske drøm om sin egen private villa ud, hvad enten man er en stor familie, et firma eller en gruppe af venner, der rejser sammen. 

Fordelene ved at bo i egen villa er, at der sjældent er naboer og ingen at dele poolen med eller tage hensyn til i øvrigt. Det bedste ved en privat villa er med andre ord uafhængigheden. Med en privat villa sikrer du dig ikke bare totalt privatliv men også fleksibilitet. Ofte er villaens placering lige uden for byen og med kort køreafstand til flere udflugtsmål ofte en fordel i sig selv.

Hvis I vælger at bo i egen villa er det også en fordel at man kan vælge en villa med kapacitet til præcis så mange deltagere, som I er i gruppen, og dermed sikrer man sig at udgifterne per person holdes på et fornuftigt niveau.

Byer

Seværdige byer

Apulien har flere interessante byer at tilbyde den historieinteresserede, den nysgerrige eller blot den, der holder af en god bytur. Bari er en by rig på monumenter som fx basilikaen San Nicola, Castello Svevo som ligger i udkanten af byen er en fæstning opført under Frederik II, og San Gregorio kirken hvis oprindelse går tilbage til den Byzantinske periode.

Ostuni, bedre kendt som den hvide by har sin helt egen karakter og atmosfære. Byen har flere monumenter som fx Chiesa delle Monacelle, kirken San Francesco, og katedralen. Egnazia er en arkæologisk park med romerske ruiner, blandt andet resterne af et amfiteater. Alberobello er en anden enestående by i Apulien, som er karakteriseret af en række arkitektoniske levn fra fortiden, som kaldes Trulli. Gennem In-Italia har man mulighed for at bestille et ophold i en trulli.

Taranto var under den græske og byzantinske periode en vigtig by. Byen har mange små snævre og karakteristiske gader. Her findes også en del levn fra den græske periode blandt andet resterne af et dorisk tempel til ære for Poseidon. Lecce er en af Italiens imponerende barokbyer. Lecce har mange interessante ting at fremvise heriblandt et romersk amfiteater og en lang række barokperler fx Santa Croce kirken og domkirken.

Otranto er en skøn by med sandstrand og en katedral, som er berømt for dens smukke mosaikker udført i 1100 tallet. Gallipoli er en smuk by i den sydligste del af Apulien. Byens historie er gammel og som navnet antyder (græsk for Den Smukke By) er byen opført under grækernes periode i området.

Historie

Det Byzantinske Rige

Regionen har en imponerende historie bag sig. Apulien var i lang tid underlagt græsk dominans men blev senere afløst af Romernes dominans. Da Romerriget i sin tid blev delt i to i henholdsvis et vestromersk og østromersk rige kom Apulien under østromersk dominans som også er kendt som det Byzantinske rige.

Den Byzantinske periode var dog præget af en vis tumult blandt andet på grund af de konstante lombardiske invasioner som senere blev afløst af de normanniske fyrster, heriblandt den nok så berømte Robert Guiscard.

Normannerne udrev det Byzantinske styre og underlagde sig ikke kun Apulien men stort set hele Syditalien inklusiv Sicilien. Efter normannerne overtog den tyskromerske kejser Frederik II magten over Apulien. Frederik har efterladt en del mindesmærker i Apulien, hvor han yndede at gå på jagt, heriblandt Castel del Monte.

Senere hen blev Apulien underlagt spansk overherredømme og senere fransk dominans for endeligt at blive en del af det samlede Italien.

Sol & Strand

Uanede bademuligheder

På grund af sin beliggenhed og form er man aldrig langt fra bademuligheder under et ophold i Apulien. Regionens kyststrækning varierer mellem stejle klipper og sandstrande. Hvis det er badeferie med sol og strand i højsædet man leder efter, så er Apulien et udmærket valg. Der findes sandstrande af høj kvalitet i en fin kombination med klipper og ikke mindst: Krystalklart vand. Uanset hvilken type badeferie man ønsker, så har Apulien noget at tilbyde.

Mange af de lange hvide sandstrande ligger ud til den Joniske kyst syd for Gallipoli, som kaldes Italiens Maldivere, men også ved Apuliens Adriaterhavskyst i naturparken Gargano og ved Capitano ved Monopoli slænger de brede sandstrande sig langs kysten.

Apulien byder også på kunstfærdige klippekyster. Her er byerne ofte placerede på et fladt klippeplateau med lodrette vægge og undersøiske grotter: dette kan du fx opleve i Polignano a Mare.

Apulien kan således tilfredsstille enhver badegæsts ønsker. Hvad enten man foretrækker at svømme og snorkle blandt klipper i krystalklart vand eller dase på en bred sandstrand, så kan man få begge sine ønsker opfyldt under ferien i Apulien. Man skal heller ikke glemme at en badeferie i Apulien giver fine muligheder for at kombinere sol og strand med spændende udflugter til stemningsfulde steder i de eksotiske omgivelser.

Naturoplevelser

Skøn og varieret natur

Gargano i den nordlige del af regionen er et større naturområde der byder på en imponerende natur med en rig og varieret flora og fauna.

Dauno er et andet naturområde som egentlig danner en slags overgang til Appeninerne. Området er karakteriseret af bløde bakker men når visse steder også større højder i nærheden af 1200 meter.

Mad & vin

Alt godt fra havet omkring Apulien

Et enkelt blik på et kort over Apulien siger os med det samme, at regionens køkken nødvendigvis må bære præg af alt godt fra havet. Intetsteds i Apulien er du særlig langt fra havet, og fisk, blæksprutter, muslinger, søpindsvin og andre skaldyr fylder ofte meget på spisekortet.

Tapas-lignende madkultur

Det lokale køkkens særkende er imidlertid ikke ingredienserne eller deres brug, men hvad vi kunne kalde ”kompositionen” af måltidet. Et typisk måltid her domineres nemlig af forretterne, som der ofte er op til 10-12 af. Du spiser dig let mæt, før du kommer til pastaen, som naturligvis kommer bagefter, mens ”hovedretten” som regel er en forholdsvis lille sag. Det minder næsten om den spanske tradition for tapas, men Apulien lå også under Spanien i mange århundreder.

Stort udbud af kød

Apuliens køkken udmærker sig også på en anden måde, som de færreste skandinaver nok vil sætte pris på, nemlig ved den store brug af heste- og æselkød. Her er mange slagterier, der udelukkede sælger disse typer kød, og pølser af føl eller æsel er yderst udbredte. Vi anbefaler derfor sarte sjæle at lære ordene cavallo (hest), puledro (føl) og asino (æsel) udenad.

Lad dig ikke skræmme af dette lille særtræk. Apuliens køkken er ligeså spændende, som det er varieret og ukendt. Prøv for eksempel brødet fra Altamura. Du kan få det i hele Italien, men der er naturligvis en speciel charme i at tage på ”pilgrimsfærd” til brødets oprindelsessted for at smage det langtidshævede, runde, gyldne brød med den solide skorpe og den pragtfulde smag.

Søde sager og god vin

Prøv også at bemærke, hvis du da tager en større tur rundt i regionen, hvordan brugen af hvidløg ændrer sig fra at være markant i den nordlige del til stille og roligt at blive mindre og helt forsvinde i Gallipoli, hvor man praktisk taget kun bruger almindelige løg.

Søde sager? Ja, selvfølgelig er der mange af dem i Apulien, og de er som oftest meget søde; der er et fascinerende slægtskab mellem de søde sager i det sydlige Italien og i den nære orient. Men hvorfor prøve de mere ”udspekulerede” desserter, når frugterne i sig selv er så sprængfulde af sødme og sol? Prøv eventuelt blot en helt simpel, rustik himmerigsmundfuld, så led efter tørrede figner med en mandel i ”maven” overdryssede med kakao. Sådan laver bønderne dem til den kolde årstid, men de finder da også plads til butikkerne.

Alle disse gode sager skal selvsagt skylles ned, og her har du muligheden for at drikke en af de vine… som du måske allerede har drukket så mange gange før hjemme. Den dominerende lokale drue hedder Primitivo, og de mange vine på den fra Manduria, Salento osv. fylder solidt på hylderne herhjemme. Den er kraftig, rund og fuld af koncentreret frugtsmag. Den giver god valuta for pengene, men desværre har dens ry for at være en ”3 for 100,-” også gjort, at det er svært at finde de rigtig gode (og derfor også dyrere) vine fra dette område. Og der er ellers noget at komme efter, for udviklingen de sidste årtier har været eksplosiv, fra kvantitet til kvalitet. Gør dig selv en tjeneste og prøv en vin fra fx Accademia dei Racemi, Cantina Due Palme , Castello Monaci eller Cosimo Taurino, og så vil du opdage, hvorfor Apulien er en af Italiens fremstormende vinområder.

 
 

Populært i Apulien

search map