Turen til Vulcanos krater

Det er muligt at bestige ”Vulcano della Fossa” selv om vulkanen endnu er aktiv. Fra Vulcanos lille havn ”Porto di Levante” går man op mod det bjerg, som ligger til venstre for havnen.

Anstrengelserne værd

Det første stykke af turen foregår nede i byen, men snart bliver underlaget mere løst og sandet for højere oppe at blive mere fast og nemmere at forcere. Der er en højdeforskel mellem toppen af krateret og selve havnen på ca. 400 meter. Selv ikke garvede vandrere kan klare turen på under en times tid. I de hede eftermidddagstimer kan det være en drøj omgang at nå toppen, men slet ikke umulig - og bestemt anstrengelserne værd. Godt fodtøj tilrådes, ikke mindst fordi underlaget på toppen visse steder kan være meget varmt! Bemærk at man et stykke oppe ad bjerget bliver afkrævet en beskeden afgift for at gå videre.

Værd at vide

Jo mere du nærmer dig toppen, desto mere betagende bliver udsigten. Nogle passager kan sikkert være anstrengende hvis du har højdeskræk, men stien er altid meget bred. Et andet element der kan bekymre, er vulkanens lugt: svovl lugter! Det er ikke et tilfælde at fanden siges at have den samme lugt. Vulkanens sidste store udbrud var i 1890. De sidste par år har gasaktiviteten været meget stærkere end tidligere. Det siges at vulkanen er tæt på sit næste udbrud der historisk set sker hver 110-130 år, men det finder kun sted på den ene side af vulkanen, så man kan sagtens komme rundt om krateret den anden vej. Vælger du at gå gennem et gasudbrud, skal du være klar over at jorden er brændende varm, og der vil være en del ubehagelig røg. Vinden kan også vende pludseligt, så dér hvor man ellers troede der var behageligt, kan det genere vejrtrækningen, hvorfor vi fraråder til at gå nede i krateret uden gasmaske.

Smuk udsigt

På toppen står man på kraterets kant. Herfra er der en smuk udsigt over byen nedenunder og mod de omkringliggende vulkanøer. Indtil for nylig var det muligt at gå hele vejen rundt om krateret, men på grund af de stadige småudbrud og den forhøjede gasaktivitet er dette ikke længere tilrådeligt. Til gengæld - ved at leje en gasmaske enten i byen eller på toppen af krateret - kan man gå næsten helt ned i kraterbunden hvor der er vedvarende svovlskyer og damp.

Ung som gammel

Undlader man at opføre sig dumdristigt er her ingen fare på færde. Vi har selv haft den fornøjelse at ledsage nogle af Escapeaways kunder til toppen. Den yngste var fire år og kunne klare hele vejen op og ned selv. Den ældste var tæt på de 70 og helt skræmt ved tanken om at bestige vulkanen, men også hun nåede og og ned igen i god behold.