Det er muligt at bestige ”Vulcano della Fossa” selv om vulkanen endnu er aktiv. Fra Vulcanos lille havn ”Porto di Levante” går man op mod det bjerg, som ligger til venstre for havnen. På toppen står man på kraterets kant. Herfra er en smuk udsigt over byen nedenunder og mod de omkringliggende vulkanøer.
På Panarea findes der et interessant arkæologisk område på Capo Milazzese i nærheden af de stejle klipper ved Cala Junco. Her findes vidnesbyrd fra en en svunden tid omkring år 1440 til 1270 f.Kr.
Liparis livlige, farverige havn ligger ved foden af en høj klippe, hvor det gamle bycenter blev opført. Øen har til alle tider været øgruppens midtpunkt og dets museum, som er et af de mest interessante i Middlehavsområdet, fortæller om øernes historie.
Vulcano byder - i kort afstand fra havnen - på boblende svovlholdige kilder, hvilket tiltrækker mange badende gæster hertil. Det specielle ved denne badeanstalt er, at den er udendørs og ligger lige ved stranden, så du kan gå fra det varme vand i det store bassin og ned til det køligere saltvand i havet - pas på de varme sten på havbunden.
Vulcano ligner et levn fra en fjern fortid, evigt rygende af boblende, gaskogende slam. Det imponerende krater rejser sig 386 meter op og kan uden større besvær eller fare beses oppefra. Fra dette sted fanges blikket af de to havne i øst og vest, Uhyrernes dal (Valle dei Mostri) og silhouetterne af de øvrige øer.