Tilgivelses-procession i L’Aquila

Festa del Perdona eller La Perdonanza, d. 28. august.

Festa del Perdona betyder tilgivelsesfesten, og med tilgivelse skal her forstås syndernes forladelse. Det er en begivenhed der stammer helt tilbage fra 1295. Den er blevet til på grund af indbyggernes store fromhed, men også på grund af en god del civil ulydighed.

Løftet

Den fromme pave Cølestin V* udstedte i 1294 en såkaldt bulle, hvor han lovede syndsforladelse til alle, der gik ind i Santa Maria-kirken i L’Aquila mellem aftenen d.28. august og aftenen den følgende dag. Det er det døgn, hvor man fejrer Johannes Døberens helgendag. Det var et bemærkelsesværdigt løfte i en tid, hvor kirken ellers krævede penge eller andre ofre for at give syndernes forladelse. Cølestin trådte imidlertid af kort efter, og allerede næste år annullerede hans efterfølger løftet om den gratis syndsforladelse.

Traditionens begyndelse

Indbyggerne havde imidlertid gemt Cølestins brev, og de var ikke til sinds at finde sig i annulleringen. D.28. august 1295 bragte de i protest brevet i procession til Santa Maria-kirken. Her vistes det frem for alle de fremmødte, der bekræftede over for hinanden, at indholdet stadig var gyldigt. Traditionen med Tilgivelses-festen var begyndt.

Fra glemmebogen til fornyet interesse

I århundredernes løb gled festen lidt i glemmebogen, og dagen blev kun markeret med religiøse handlinger. Men i vor tid steg interessen igen, og i 1983 genindstiftede byrådet festen: Fra 23. til 29. august er der almindelig byfest med alt hvad dertil hører. Det hele kulminerer selvfølgelig om aftenen d. 28. Her bringes det gamle dokument, der nu befinder sig i et nybygget skrin formet som en ørn, fra Palazzo Margherita til Santa Maria-kirken i byens udkant. Man åbner her døren Porta Santa, den hellige dør, som ellers altid holdes lukket, og skrinet bæres ind i kirken. Herefter gælder det selvfølgelig for alle, der har brug for syndsforladelse, om at gå ind gennem den hellige dør, før den bliver lukket igen næste aften.

Verdensarv

Dette er en af de mest autentiske af alle Italiens mange processioner, og den er i 2011 blevet udnævnt til verdensarv af Unesco.

* Cølestin V hed egentlig Pietro del Morrone. Han var en from eneboer, der i 1275 kom til L’Aquila. Her fik han et syn, der pålagde ham at bygge kirken Santa Maria di Collemagio, den kirke processionen nu går til. I 1294 blev han valgt til pave, men trak sig fire måneder senere tilbage med den begrundelse, at han ikke havde evnerne til at bestride embedet. Han huskes som en af de få fromme paver fra den senere middelalder, måske fordi han kun nåede at sidde så kort tid. Efter Cølestin har ingen pave trukket sig tilbage før i 2013.